Senest den 30. november skal man som arbejdsgiver tilkendegive overfor Lønmodtagernes Feriemidler, hvis man fortsat ønsker at beholde de indefrosne feriepenge i virksomheden.
Rigtig mange virksomheder (ca. 40.000) har endnu ikke tilkendegivet dette overfor Lønmodtagernes Feriemidler, og derfor er fristen ekstraordinært blevet forlænget.
Det er en generel regel, at arbejdsgivere, der ikke får en opkrævning til betaling 1. september, og som stadig skylder indefrosne feriepenge, aktivt skal tilkendegive, hvis de stadig ønsker at beholde feriepengene i virksomheden.
Det oplyser ATP i en pressemeddelelse.
Hvis man som arbejdsgiver ikke tilkendegiver, at man vil beholde pengene i virksomheden, modtager man en samlet opkrævning på alle endnu ikke indbetalte indefrosne feriepenge og øvrige skyldige beløb til Lønmodtagernes Feriemidler. Betaler man ikke denne, overgår kravet til Lønmodtagernes Garantifond, som overtager inddrivelsen af kravet. Det betyder, at virksomheden risikerer at blive begæret konkurs.
Som arbejdsgiver skal man også tilkendegive, at man vil beholde pengene i virksomheden, hvis man ikke betalte den årlige opkrævning fuldt ud eller inden betalingsfristen. Har man allerede fået en opkrævning for alle indefrosne feriepenge pga. for sen betaling, har tilkendegivelsen dog ingen betydning.
Nye regler
Lønmodtagernes Feriemidler har tidligere orienteret arbejdsgiverne om fristen med brev i e-boks, og har nu sendt de sidste rykkere med den endelige frist til de arbejdsgivere, der endnu ikke har tilkendegivet, at de fortsat ønsker at beholde de indefrosne feriepenge.
Som arbejdsgiver skal man registrere valget om at beholde feriepengene under fanen ’Behold feriepenge’ i Lønmodtagernes Feriemidlers selvbetjening på www.virk.dk/selvbetjening-feriemidler
Det er ATP, som administrerer Lønmodtagernes Feriemidler, mens det overordnede ansvar ligger hos LD Fonde. Direktør i LD Fonde, Dorrit Vanglo forklarer: ”Det kan få ret store konsekvenser, hvis man ikke som arbejdsgiver aktivt tilkendegiver, at man ønsker at beholde de indefrosne feriepenge i virksomheden. Så skal man nemlig betale det fulde beløb, Vi ønsker ikke at bringe virksomhederne i en uforudset situation, som i værste fald kan ende i en konkurs. Vi opfordrer derfor til, at man som virksomhed tager aktivt stilling til, om man ønsker at beholde pengene i virksomheden og tilkendegiver dette, eller man vil indbetale med det samme.”
Arbejdsgivere kan via selvbetjening altid frivilligt indbetale de indefrosne feriepenge, som de ikke betaler via den årlige opkrævning. Man kan betale for alle medarbejdere eller for enkelte, fx blot for dem der fratræder. Hvis man frivilligt indbetaler for alle medarbejdere, slipper man for den årlige tilkendegivelse.
Hos ATP, siger underdirektør Jan Sabroe: ”Vi hjælper gerne med vejledning til arbejdsgiverne. Reglerne er nye og det er første gang, at der skal gives denne tilkendegivelse om de feriemidler, der står i virksomhederne. Jeg opfordrer til, at man benytter selvbetjeningen på virk.dk eller kontakter vores kundeservice, hvis man har brug for hjælp.”
Der skal betales indeksering for de indefrosne feriepenge, man beholder i virksomheden. Indekseringen svarer til en rente, som lægges oven i det beløb, man skylder til Lønmodtagernes Feriemidler. Vælger man at indbetale frivilligt, undgår man fremadrettet at betale indeksering. Man kan indbetale frivilligt via: www.virk.dk/selvbetjening-feriemidler
Man kan også kontakte kundeservice hos Lønmodtagernes Feriemidler på 70 11 41 00 for nærmere information.
Fakta:
Lønmodtagernes Feriemidler er en fond, der forvalter de feriepenge, der blev optjent i overgangsåret inden den nye ferielov. Overgangsåret løb fra 1. september 2019 til 31. august 2020.
Fonden blev oprettet, så virksomhederne undgik på et år at skulle udbetale det dobbelte i feriepenge til medarbejderne. I stedet bliver feriepengene til en opsparing hos Lønmodtagernes Feriemidler.
Medarbejderne får opsparingen udbetalt, når de når folkepensionsalderen eller forlader det danske arbejdsmarked.
Lønmodtagernes Feriemidler administreres af LD Fonde med teknisk og administrativ bistand fra ATP