56 procent har oplevet det: "Helt uacceptabelt"

22/11/2022

Ida Hansson

Foto: Shutterstock
Over halvdelen af de butiksansatte har oplevet krænkende adfærd fra kunder på tilbudsdage som Black Friday.

Mest læste i dag

Årets store indkøbsdag Black Friday er ikke kun lig med gode tilbud til spotpriser. Stress, frustrationer og en ekstra kort lunte hos nogle kunderne er med til at gøre dagen til et mareridt for de butiksansatte.

Hele 56 procent af de ansatte i butikkerne har oplevet at blive talt grimt eller nedsættende af kunder i forbindelse med tilbudsdage som Black Friday. Det viser en rundspørge, som 122 af HK Handels medlemmer inden for butiksområdet har svaret på.

Ifølge Mette Høgh, der er formand for de butiksansattes fagforening HK Handel, er det helt uacceptabelt, at medarbejderne skal mødes med den opførsel.

"Selvom det er en hektisk dag som forbruger, skal det på ingen måde gå ud over de butiksansatte. Desværre sidder vi fast i en kedelig kultur, hvor kunder tror, at de har ret til at være ubehøvlede over for de ansatte. Det bliver vi simpelthen nødt til at gøre op med", siger hun i en pressemeddelelse.

Rundspørgen understøtter resultater, som også er påvist i tidligere undersøgelser fra bl.a. 2021.

Det er især nedværdigende kommentarer om deres intelligens, som de butiksansatte oplever at få fra kunder, viser den nye rundspørge.

"Det koster ingenting at være flink, så jeg vil virkelig opfordre kunderne til at tænke over, hvordan de opfører sig. Men arbejdsgiverne har også et ansvar for at klæde medarbejderne ordentligt på til konflikthåndtering og markere klart over for de kunder, der går over stregen, at det vil man ikke tolerere," siger Mette Høgh.

Gode råd til kunder på Black Friday:

-        Vær tålmodig, og respektér køkulturen.

-        Vil du klage, så gør det uden at hidse dig op.

-        Husk på, at det ikke er de butiksansattes skyld, hvis en vare er udsolgt.

-        Hils på ekspedienten, og send gerne et smil, hvis du har fået god service.

Anbefalet til dig