61 ud af 78 nye smittede aarhusianere har somalisk baggrund

05/08/2020

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Onsdag fortæller Statens Serum Institut, at mange danske kommuner nu melder om nye smittede.

Mest læste i dag

I sidste uge blev der påvist 494 tilfælde af COVID-19 i forhold til 247 tilfælde i uge 30. Det svarer til en fordobling i antallet af påviste tilfælde. Der er også set en lille stigning i antallet af nyindlagte fra 19 i uge 30 til 27 i uge 31. Det oplyser Statens Serum Institut onsdag i en pressemeddelelse. 

Forekomsten er særligt høj i Ringsted, som følge af udbruddet i Danish Crowns slagteri, men derudover er forekomsten høj i Østjylland kommune med 78 nye tilfælde i uge 31.

Der ser her ud til at være en smittekæde i somaliske kredse idet 61 af tilfældene er blandt personer med somalisk herkomst. Der er tale om ophobningen inden for familier i flere forskellige boligområder.

Styrelsen for Patientsikkerhed prøver at afdække, om der er fælles begivenheder, der kan koble tilfældene sammen. Styrelsen fortæller, at man er i dialog med Århus kommune og Region Midt med henblik på inddæmning af udbruddet ved intensiveret testning. Det skal blandt andet ske ved brug af mobile enheder og tilbud om testning af personale i hjemme- og ældrepleje.

Samme niveau som maj

I den sidste uge har smitten også spredt sig til flere kommuner, således har 68 af 98 kommuner haft tilfælde i den seneste uge i forhold til 54 kommuner i sidste uge, og 14 kommuner har en forekomst på mere end 10 tilfælde pr. 100.000 i forhold til 10 kommuner i sidste uge. Stigningen ses særligt i aldersgrupperne fra 20-64 år.

”Det er bekymrende med en fordobling af tilfælde på en uge, og denne stigning kan ikke alene forklares ud fra de udbrud vi har kendskab til. Vi er nu på et niveau, der svarer til begyndelse af maj måned og denne udvikling må ikke fortsætte. Det er til gengæld positivt, at vi har så stor en testkapacitet, det er afgørende for hurtigt at kunne begrænse smitten ved større udbrud.” Siger Tyra Grove Krause, overlæge, afdelingschef, Statens Serum Institut.

I uge 31 blev der testet mere end 134.000 prøver, det højeste antal i løbet af udbruddet, og 22% flere end forrige uge, ifølge Statens Serum Institut. 

 

 

Anbefalet til dig