Den 68-årige mand blev meldt savnet for en måned siden. Han er lørdag formiddag fundet død i Limfjorden.
Det bliver oplyst af vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj til TV Midtvest.
"Vi havde en kraftig formodning om, at det var ham. Vi savner ikke andre i området, og tidsmæssigt og fysiologisk passer det med, at han er kommet op til overfladen," siger vagtchefen til TV Midtvest.
Han blev fundet af en borger, som fik øje på liget, der drev fem meter fra strandkanten.
Det bliver bekræftet af et familiemedlem, at det er den savnede 68-årige, man har fundet.
Større eftersøgning blev sat i gang
Midt- og Vestjyllands Politi måtte 13. oktober igangsætte eftersøgningen, efter man havde fundet en tom jolle, der sejlede rundt med motoren tændt. Der blev blandt andet brugt en helikopter, ligesom man søsatte skibe, der kunne søge ved Mors.
Det var under eftersøgningen, at et familiemedlem henvendte sig til politiet. De kunne fortælle, at den 68-årige man havde været ude at sejle og at han ikke var kommet.
Det blev bekræftet, at det var den 68-åriges jolle, man havde fundet. Han var taget ud for at sætte hummertejner.
Politiet var nødsaget til at indstille eftersøgningen om natten. De sagde derefter, at man ikke regnede med at finde den 68-årige i live.