700.000 danskere ramt: Her er ekspertens råd til at leve bedre med gigt

Af: Thea Andersen

|

09/11/2023

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
En af landets førende eksperter på området giver nu sine bedste råd til at leve et bedre liv med gigtsmerter.

Lige nu læser andre også

Selvom smertestillende medicin har effekt, så er det ofte ikke nok til at fjerne smerterne for de 700.000, der lever med gigt. Det kan skabe vrede, irritation og afmagt, og det svækker livskvaliteten.

”Hvis man går til kamp mod smerterne, så er det ofte en kamp, man taber”, sådan siger en af landets førende eksperter på området, professor og overlæge i reumatologi Merete Lund Hetland.

Derfor er det bedre at bruge energien på at gøre noget andet. Skifte strategi og bruge kræfterne på en anden måde, skriver Gigtforeningen, der har mere end 80.000 medlemmer og støtter, i en pressemeddelelse.

Her er Merete Lund Hetlands fem bedste råd til at leve et bedre liv med smerter:

1. ACCEPT

Det er helt afgørende at se sin gigt i øjnene og acceptere den, fortæller Merete Lund Hetland.

”Hvis man går til kamp mod smerterne, så er det ofte en kamp, man taber. Derfor er det bedre at bruge energien på at prøve at acceptere, at der er smerter, som måske er kommet for at blive.”

Og hvordan gør man så lige det? Ifølge Merete Lund Hetland handler det først og fremmest om at tale højt om det.

”Ræk ud til familie, venner og kolleger. Meld ud, at jeg har en udfordring her, men jeg vil jer rigtig gerne alligevel. Så smerterne ikke sender én hjem i sofakrogen, hvor man føler sig trist og ensom,” siger hun.

Helt lavpraktisk anbefaler hun, at du gør ting, der gør dagen god.

”Også selvom det måske betyder, at man har mere ondt dagen efter. Det må man tåle.”

2. AFSPÆNDINGSTEKNIK

Undersøgelser viser, at hvis man dyrker en eller anden form for afspændingsteknik – det kan være yoga, mindfulness eller meditationsteknik, så kan man nemmere rumme, at det gør ondt.

”Man kan lære at acceptere en tilværelse med smerter. Man kan lære ikke at gå så meget i krig mod smerterne,” siger Merete Hetland, der selv har dyrket meditation mod sin gigt i mange år.

Find eksempler på afspændingsøvelser her.

3. STYRKETRÆNING

Vi kommer ikke uden om det klassiske og afgørende råd til at leve bedre med gigt: styrketræning hjælper.

”Når vi har ondt, er der næsten en refleks inden i os, som siger; uha, jeg må passe på. Jeg må hellere holde mig i ro og vente på, at det går over. Men når det gælder gigtsmerter, så er der mange gode undersøgelser, der viser, at det hjælper at være fysisk aktiv, også når man har smerter” siger Merete Lund Hetland

Hvis man har smerter, så er det vigtigste faktisk, at man intensiverer sin fysiske aktivitet – lige meget hvilket niveau af aktivitet man allerede har.

”Det gælder hele vejen. Fra dem, der allerede styrketræner rigtig meget til dem, som styrketræner mere forsigtigt, til dem, der øver sig på at komme op og ned fra sofaen derhjemme,” siger hun. Det hjælper at gøre mere, og det er aldrig for sent at komme i gang.

Find effektive styrketræningsøvelser mod artrose her

Vil du hellere træne med andre? Læs om gigtforeningens mange træningstilbud her

4. BALANCETRÆNING

Du kan blive gladere af at træne din balance. Måske en lidt overraskende påstand, men når Merete Hetland forklarer det, så giver det god mening:

”Når vi træner balance, så træner vi blandt andet en hel masse små muskler til at holde styr på det dårlige led. Når vi har styr på leddet, så kan vi altså mange flere ting, og frustrationerne bliver mindre.”

Find balanceøvelser her

5. PAS PÅ STILLESIDDENDE TID

Hvis man sidder stille en stor del af dagen, enten foran computeren eller hjemme i sofaen, så er der også noget, du kan skrue på:

”Det kan være nemt at få en følelse af, at jeg ikke kan så meget mere end det. Alt det med træning, det handler ligesom om nogen andre. Men vi har faktisk studier, der viser, at også små ændringer i hverdagen kan have meget stor betydning for, hvor ondt man har,” forklarer Merete Lund Hetland.

Et studie har fx vist, at patienter, der fik en sms med en påmindelse om at hente næste kop kaffe i køkkenet i stedet for i termokanden på sofabordet, eller om at om at gå en ekstra tur med hunden, oplevede markant bedring.

Der var tale om at erstatte den helt stillesiddende tid med at gøre lidt. Det havde nogle meget klare effekter på smerte, velvære, vægt, kolesteroltal med mere.

I vores rådgivning bliver fysioterapeuten ofte spurgt til måder at få mere bevægelse i hverdagen. Læs hendes gode råd her

Anbefalet til dig