Der bliver svindlet som aldrig før, og den yndede målgruppe er stadig oftere den ældre del af befolkningen. En overbevisende falsk bankmand kan lynhurtigt svindle oplysninger og privat info ud af en godtroende borger - men i tilfældet med en 78-årig kvinde fra Køge, lykkes det dem heldigvis ikke.
Den 78-årig kvinde blev kontaktet telefonisk af en mand, der hævdede at ringe fra hendes bank. Han advarede om, at der netop nu blev hævet penge fra hendes konto i Sverige. Kort efter dukkede en mand op ved kvindens dør og påstod, at han var fra banken og skulle hjælpe hende. Det fortæller Seniornews.
Kvinden lod sig dog ikke narre og smækkede døren i, hvorefter manden flygtede.
Politiet beskriver den mistænkte som 25-30 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, med sort, mellemlangt afrohår og iført en lang, grå jakke samt mørke bukser.
Espergærde: 77-årig afbrød svindelforsøg
Også i Espergærde måtte en svindler forlade stedet uden held. En 82-årig kvinde blev ringet op af en mand, der sagde, han var fra hendes bank, og at hendes dankort skulle hentes.
Da svindleren dukkede op i kvindens opgang, stod hendes 77-årige veninde tilfældigvis der og forstyrrede svindlerens plan, hvilket fik ham til at forlade stedet. Han vendte dog tilbage kort efter, men her smækkede den 77-årige døren i og bad ham gå, hvorefter de kontaktede politiet.
Politiet advarer: Smid røret på
Politiet opfordrer borgere til aldrig at udlevere bankoplysninger, kort eller koder til personer, der ringer eller møder op uanmeldt. "Politiet eller banken vil aldrig sende en medarbejder hjem til folk for at hente deres betalingskort," lyder det fra ordensmagten.
Hvis man bliver kontaktet af nogen, der påstår at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og selv ringe til bankens officielle nummer for at verificere henvendelsen – eller blot lægge røret på.