Nyheder24.dk
Forside Nyheder 8-årig pige har fem kilometer på cykel til skole: Ét...

8-årig pige har fem kilometer på cykel til skole: Ét problem skræmmer familien

8-årig pige har fem kilometer på cykel til skole: Ét problem skræmmer familien
Volodymyr Mysyk / Shutterstock.com

Familien frygter hver dag for datterens liv

Fem kilometer på cykel til skole lyder måske som en overkommelig tur. Men for en familie i det vestjyske er skolevejen blevet forbundet med en bekymring, der gør, at den 8-årige datter ikke får lov til at tage turen alene.

Vejen til Hee Skole går nemlig gennem skov og forbi åbne marker i et område, hvor der jævnligt bliver observeret ulve.

Familien kører derfor barnet, når det er muligt. Problemet er, at også 2 ældre børn på 14 og 16 år har flere kilometer til enten skole eller nærmeste busstoppested.

Nu beder familien Ringkøbing-Skjern Kommune om hjælp, fortæller DR.

Kommunen kan ikke tilbyde bussen

Familien har ønsket, at skolebussen kommer forbi adressen. Det er blevet afvist, da udgangspunktet er, at skolebørn må gå eller cykle op til 6 kilometer til skole.

Borgmester Lone Andersen forstår ifølge DR bekymringen, men mener ikke, at kommunen kan løse problemet.

Også Ole Kjær fra Danmarksdemokraterne, der sidder i kommunens børne- og familieudvalg, peger på økonomien. Det vil ikke være rentabelt at sende busser ud til alle børn på landet.

For familien ændrer det dog ikke på frygten.

“Vi er bekymrede for, om vores børn kommer levende i skole, og om de bliver spist af en ulv. Det er virkelig surrealistisk.”

Flere ulve i Danmark

Bekymringen kommer samtidig med, at ulvebestanden er vokset.

I foråret vurderede eksperter, at omkring 49 voksne ulve befandt sig i Danmark. Samtidig forventes landets 11 ulvepar at have fået unger.

Myndighedernes anbefaling er fortsat, at naturen bruges som hidtil. Forældre opfordres samtidig til at tale med børn om, hvordan de skal reagere ved et møde med en ulv.

Men for den vestjyske familie er spørgsmålet stadig det samme: Hvordan skal børnene komme sikkert i skole, når forældrene ikke selv har mulighed for at køre?

Ads by MGDK