Årets dyreste hushandel: Strandvejsvilla solgt for stort millionbeløb

Nyheder
55 millioner. Så meget blev huset solgt for. Foto: Lützau
Det skorter ikke på nuller, når der handles huse på Vedbæk Strandvej – det har den eksklusive kyststrækning netop bevist endnu en gang.

Lige nu læser andre også

Til 38,7 millioner kroner er handlen af et over 400 kvadratmeter stort hus i første række til Øresund nemlig det dyreste hus, der hidtil er solgt i Danmark i år – og den tredje villa til over 19 millioner kroner, der er handlet på området i 2020.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Handlen har liebhavermægleren Lützau stået for; mæglerkæden ønsker ikke at kommentere handlen, men i salgsmaterialet fra ejendommen fremgår det, at der er tale om en villa tegnet af Arne Jacobsen – og at der egentlig oprindeligt var tale om to separate boliger, der senere er sammenbygget til én.

Huset har været udbudt til salg af flere omgange – senest med en udbudspris på 55 millioner kroner.

Dyr udsigt

Huset har en 180 graders udsigt til havet og grunden ligger direkte ud til Øresund – og det er bestemt ikke undtagelsen, at der skal betales heftige millionbeløb for en sådan beliggenhed.

En opgørelse, som Boliga.dk står bag, over de seneste fem års hushandler på en af Nordsjællands mest eksklusive adresser; Strandvejen fra Hellerup til Helsingør viser nemlig, at husene på vandsiden sælges for gennemsnitlige kvadratmeterpriser, der er helt op til 23.000 kroner dyrere end på landsiden.

Af de fem dyreste huse, der hidtil er solgt i år, har tre – inklusiv det netop tinglyste salg af Arne Jacobsen-villaen – grunde der ligger helt ned til Øresund: På Gammel Strandvej i Espergærde er en villa således handlet for 38,5 millioner kroner, mens endnu en villa på Vedbæk Strandvej har skiftet hænder for 38 millioner kroner.

De sidste to villaer ligger henholdsvis på Gøngehusvej også i Vedbæk, og blev solgt for 27,75 millioner kroner og på Lemchesvej i Hellerup, hvor Caroline Fleming betalte 24,5 millioner kroner for en villa på 227 kvadratmeter.

 

Anbefalet til dig