Kulden har for alvor ramt Danmark
Efterårsferien er begyndt for mange danskere, og vejret kan få stor betydning for, om dagene skal bruges indenfor eller ude blandt efterårsfarverne.
Mandag ser heldigvis ud til at give gode muligheder for at komme ud flere steder i landet.
Men morgenen har samtidig budt på et tydeligt tegn på, at vi bevæger os længere ind i den kolde tid.
For første gang dette efterår er der nemlig blevet målt nattefrost i Danmark, skriver DMI.
Kom under frysepunktet
Lavtrykket, der søndag gav skyer og byger over landet, har bevæget sig østpå.
Det har i løbet af natten givet mere klart vejr over den vestlige del af Danmark. Især i Midtjylland er temperaturen derfor faldet markant.
I Isenvad og ved Billund blev der mandag morgen målt minus 0,5 grader.
Dermed er årets første nattefrost en realitet.
Trods den kolde start bliver mandagen dog ganske pæn. Mange steder får nogen eller en del sol, og temperaturerne kan nå op omkring 14 grader.
Langs Vestkysten kan enkelte byger dog dukke op.
I den østlige del af landet hænger skyer og byger lidt længere ved, men også her ventes solen efterhånden at bryde igennem.
Bornholm får sandsynligvis lidt flere skyer end resten af Danmark.
Frosten kan vende tilbage
Natten til tirsdag kan endnu flere få temperaturer omkring frysepunktet.
Denne gang bliver det især dele af Sjælland, der skal holde øje med termometeret. Klart vejr kan få temperaturen i Midtsjælland til at falde lige under nul grader.
Derefter begynder temperaturerne igen at stige.
Tirsdag kommer der regn ind vestfra, mens onsdag ser mere tør og solrig ud.
Torsdag kan temperaturen lokalt nå helt op mellem 14 og 17 grader, inden et nyt område med regn bevæger sig ind over dele af landet.
Dermed starter efterårsferien koldt, men forholdsvis solrigt, inden mere ustadigt vejr igen melder sig.