Alt dette har Chuck gjort sammen med sin politihundefører Ole.
"Det er jo fint at fange en indbrudstyv, men det, der giver mest mening for mig, er de humanitære eftersøgninger. Når man har gået og søgt en hel nat i en skov i regn og kulde, og vi så endelig finder den person vi leder efter - måske stærkt afkølet og bange, men man ved, at man har reddet deres liv. Det er virkelig en stærk oplevelse,” fortæller Ole.
Fandt forsvundet person i sø
Politiet har indstillet Chuck bl.a. pga. hans arbejdsomhed og energi, og særligt i én sag kom dette til udtryk. Fyns Politi modtog en anmeldelse om en savnet ældre person, og i den anledning blev der iværksat en eftersøgning, hvor både patruljehunde og helikoptere deltog.
Efterforskningen stod på hele dagen. Sen eftermiddag søgte Chuck ned mod en sø og ud på en bro, hvorfra han sprang i vandet. Han svømmede ind mod søbredden, hvor han markerede på en sko, som svarede til savnedes fodtøj - og svømmede derefter retur ud i søen, hvor han markerede, at han havde fundet den savnede person.
"Jeg er meget stolt og beæret over at blive tildelt den her pris blandt 400 andre politihundeførere. Jeg tror dog ikke, det betyder så meget for Chuck. Han vil bare gerne have et kødben," siger Ole til Poltiets Facebookside.