Slikgiganten Haribo har fået endnu en lang næse i retten. Sø- og Handelsretten har onsdag afgjort, at designet bag de ikoniske guldbamser ikke kan registreres som et beskyttet varemærke i Danmark.
Ifølge retten mangler guldbamserne det nødvendige 'iboende særpræg', som gør dem unikke nok til at opnå patent.
Ikke en speciel bjørn
Haribos moderselskab, Rigo Trading fra Luxembourg, havde ellers forsøgt at få patent på det tredimensionelle design bag vingummibamserne for at beskytte dem mod kopier.
Selskabet mente blandt andet, at butikskæden Flying Tiger solgte vingummibamser, der lignede guldbamserne for meget.
Men Sø- og Handelsretten afviste Rigos krav og konkluderede, at guldbamsens design er for almindeligt i slikbranchen.
"Det fremgår videre, at Ankenævnet fandt, at det tredimensionelle figurmærke, der er ansøgt inden for konfekturevarer, ikke havde iboende særpræg, da mærket ikke afviger væsentligt for branchens normer og sædvaner," lyder det i afgørelsen, som henviser til tidligere beslutninger fra Patent- og Varemærkestyrelsen og Ankenævn for Patenter og Varemærker.
Selvom Haribo igen har tabt retten til at få patent, er sagen ikke endeligt afsluttet.
Retten har nemlig samtidig besluttet at sende spørgsmålet tilbage til Ankenævnet for en ny vurdering.
Det giver Rigo Trading et sidste håb om at få patentet godkendt.
Flying Tiger og tidligere konflikter
Denne sag er kun én blandt flere, hvor Haribo har forsøgt at beskytte deres guldbamse. Allerede i 2015 krævede Haribo, at Flying Tiger skulle stoppe salget af deres egne vingummibamser.
Zebra A/S, selskabet bag Flying Tiger, afviste kravet med henvisning til, at lignende bamser også blev solgt i andre butikker som Rema 1000 og Irma.
Desuden tabte Haribo en opsigtsvækkende sag i 2015 mod den schweiziske chokoladeproducent Lindt.
Her fastslog en tysk domstol, at Lindts chokoladebamser ikke krænkede Haribos design, selvom de lå tæt på guldbamsens form.
En bjørnetjeneste for Haribo
Afgørelsen fra Sø- og Handelsretten betyder, at Haribo fortsat ikke kan beskytte guldbamsens design i Danmark.
For slikelskere og konkurrenter som Flying Tiger betyder det dog, at kampen om vingummibamserne stadig er i spil – og at markedet fortsat vil bugne af de små søde bjørne.