Mathilde Mulvad Beuschau, der blandt andet er kendt fra 'Årgang 0', deler ud af det meste af sit liv på Instagram, hvor hun har mere end 64.000 følgere.
På det seneste har hun dog gået rundt med en stor hemmelighed, som hun nu har afsløret overfor sine mange følgere. I en story på Instagram afslører hun nemlig, at hun fredag den 6. august fik foretaget en brystforstørrende operation.
"Jeg er vanvittig glad. Jeg er sindssyg glad for resultatet, og jeg er glad for hele måden, det foregik på," fortæller Mathilde til Realityportalen, og understreger, at hun både før, under og efter operationen har følt sig i de bedste hænder.
I sin story på Instagram afslører hun desuden, at hun allerede i foråret 2020 var til sin første konsultation. Derfor er det tilsyneladende noget, som hun har gjort sig overvejelser om i et stykke tid, inden hun til sidst besluttede sig for at gøre alvor af drømmen.
En af årsagerne til, at hun besluttede sig for at vente var, at hun ikke følte, at den første klinik hun besøgte, var den rette. For et halvt år siden fandt hun en klinik, som hun var mere komfortabel med, og derfor satte hun gang i processen.
På Instagram afslører hun, at hun har fået lavet større bryster, fordi hun gerne vil føle sig mere feminin. Desuden fortæller hun, at hun ofte er iført sports-bh eller løs t-shirt, hvilket tidligere medførte, at hun så mere fladbarmet ud. Det ønskede hun at lave om på.
Mathilde Beuschau besluttede sig dog for, at hun ikke ønskede at fortælle det lige med det samme. Derimod ville hun gerne vente til det rette tidspunkt – og det rette tidspunkt var nu.
"Når man er en offentlig person og lever det meste af sit liv på de sociale medier, så er der nogle ting, man måske lige venter med at fortælle, til man er helt klar på det. Det har ikke været meningen, at det skulle være hemmeligt, men jeg skulle bare lige finde det rette tidspunkt og føle et overskud til at fortælle det," siger hun til Realityportalen.
Den tidligere 'Årgang 0'-stjerne, der i dag er selvstændig som personlig træner, afslører også på Instagram, at hun har fået 260 milliliter i hvert bryst. Hun fortæller endvidere, at implantaterne er dråbeformede, da de giver et mere naturligt look.
Ifølge Realityportalen har Mathilde Beuschau haft et ønske om at få lavet sine bryster, siden hun var omkring 16 år.