Skattestyrelsens årsopgørelse lander på mandag: Sådan slipper du for at blive dobbeltbeskattet

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
40.000 danskere risikerer at blive dobbeltbeskattet.

Lige nu læser andre også

Hvert år kan mange danskere, der har indbetalt for meget til ratepension i det forgangne år, undgå at få disse indbetalinger dobbeltbeskattet, hvis de holder øje med deres årsopgørelse.

Det er de færreste dog opmærksomme på - men i år får de en ekstra håndsrækning, når opgørelsen åbner d. 11. marts.

I årsopgørelsen plejer det at fremgå, hvis ens ratepensionsindbetalinger har oversteget fradragsloftet året forinden. Det vil også være tilfældet i år.

Men herudover vil de pågældende borgere, der har indbetalt for meget til ratepension i 2023, som noget nyt også få et brev ifm. årsopgørelsen, hvor der bliver gjort opmærksom på problemet, og hvordan man skal forholde sig.

Sådan skriver Sampension i en pressemeddelelse, som Nyheder24.dk har fået tilsendt på redaktionsmailen.

”Når årsopgørelsen bliver tilgængelig, vil langt de fleste danskere først og fremmest holde øje med, om de skal have penge tilbage i skat eller ej. Men der kan også være en pænt beløb at hente, hvis man tjekker, om man har indbetalt for meget til ratepension i det forgangne år og dermed risikerer at blive dobbeltbeskattet. Der kan være tale om tusindvis at kroner, så det er bestemt til at tage at føle på,” siger Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension, og fortsætter:

”Men erfaringsmæssigt er det de færreste, som er opmærksomme på denne detalje i årsopgørelsen, og derfor går mange danskere hvert år glip af muligheden for at sikre sig, at deres pensionsindbetalinger ikke bliver beskattet flere gange. I år er der dog ekstra hjælp at hente for de borgere, der har indbetalt for meget til ratepension, da de som noget nyt modtager et brev omkring problemstillingen ifm. årsopgørelsen. Det kan forhåbentlig bidrage til, at betydeligt flere undgår at blive ramt af dobbeltbeskatning,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Omfatter cirka 40.000 danskere

Ifølge Skattestyrelsen er der op mod 40.000 danskere, som har indbetalt mere på deres ratepension i 2023, end der gives fradrag for. Og da der samtidig skal betales skat af udbetalingen, risikerer de dermed, at pengene bliver beskattet to gange.

”Hvis man finder ud af, at man har indbetalt for meget til ratepension sidste år, skal man kontakte sin bank eller pensionsselskab. Her kan man så få det beløb, som oversteg fradragsgrænsen i 2023, overført til en pensionsordning med livsvarig udbetaling med fradrag. Alternativt kan pengene blive tilbagebetalt f.eks. ved private pensionsordninger,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun tilføjer, at det samme gælder, hvis man har indbetalt for meget til ratepension i tidligere år. Her har man mulighed for at rette årsopgørelser tilbage fra 2019, så derfor er det ifølge Anne-Louise Lindkvist en god idé også at tjekke de seneste årsopgørelser.

I 2024 kan man indbetale op til 63.100 kr. på en ratepension med fuldt fradrag.

”Man kan med fordel sørge for at få tilpasset sine ratepensionsindbetalinger til denne beløbsgrænse i år, så man ikke får problemet med for høje indbetalinger til næste år. Og det skal særligt de danskere, der har flere ratepensioner, være opmærksomme på. For problemet med for høje indbetalinger og dobbeltbeskatning har typisk at gøre med, at man indbetaler til flere ratepensioner samtidig,” siger Anne-Louise Lindkvist og fortsætter:

”Det kan f.eks. være, fordi man har skiftet arbejde i tidens løb - hvilket mange jo løbende gør - og man i den forbindelse indbetaler til flere pensioner. Men det kan også skyldes, at man udover den ratepension, som man har via sin arbejdsmarkedspensionsordning, også har oprettet en ratepension i banken,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Ifølge de seneste tal fra Skattestyrelsen havde de danskere, som indbetalte for meget til ratepension i 2022, i gennemsnit indbetalt godt 9.000 kr. mere, end der gives fradrag for.

Anbefalet til dig