Det er ikke gået nogens næse forbi, at elbiler vinder frem i Danmark.
Selvom de eldrevne biler er et stort samtaleemne - både i medierne og på arbejdspladsen - så er der alligevel et par ting, som mange måske ikke er klar over.
Én af de ting er falske QR-koder, som hænger rundt omkring på de forskellige ladestandere. De kan nemlig være til stor fare for elbilister.
Faktisk kan de føre så mange konsekvenser med sig, at Center for Cybersikkerhed har udsendt en advarsel til samtlige elbilister via 'Mit digitale selvforsvar'.
"Der er blevet fundet QR-koder på en række Clever ladestandere, som førte til en falsk betalingsside, der havde til formål at stjæle brugernes kreditkortoplysninger. Siden er nu blevet lukket", skriver de og fortsætter:
"Hvis man har indtastet sine kreditkortoplysninger på den falske side, så anbefales det, at man kontakter sin bank og spærrer sit kort."
Vigtig opfordring
I advarslen bliver det yderligere påpeget, at det er godt at være opmærksom på, at man ikke skal stole blindt på de QR-koder, der hænger rundt omkring:
"Derudover anbefales det, at man er kritisk overfor QR-koder, da de kan føre til farlige sider."
Afslutningsvist kommer Center for Cybersikkerhed med en klar opfordring, som alle danskere kan bruge til noget - elbil eller ej:
"Scan kun koder, du har brug for at scanne, og kig godt på URL'en. Hackere benytter ofte hjemmeside-navne, der ved første øjekast ser legitime ud."
Du kan se et eksempel på en QR-kode, du skal holde dig fra, herunder.