Vægttabsmedicin er blevet et sandt hit.
Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at sådant medicin er her, der og alle vegne for tiden, hvor blandt andet Novo Nordisks Wegovy fortsætter sin dominans.
Tilsyneladende er det bare ikke helt sikkert at indtage.
Den Europæiske Bivirkningskomité PRAC advarer nemlig nu mod indtag af sådanne produkter, da de ifølge deres vurdering kan øge risikoen for aspiration og aspirationspneumoni.
Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.
Aspiration betyder, at man får indhold fra mavesækken op i lungerne. Det er blandt andet af frygt for dette, at patienter ofte skal faste før operationer. På den måde mindsker man nemlig risikoen for aspiration.
Deres advarsel omfatter blandt andet midler, der indeholder semaglutid, som er et af de stoffer, der findes i Wegovy.
Som følge af PRAC's vurdering, vil det fremover blive tilføjet til lægemidlernes indlægsseddel, at man som patient skal oplyse til lægen, at man får medicinen, hvis man skal have en operation, der kræver bedøvelse.
Derudover skriver Lægemiddelstyrelsen, at opmærksomhedspunktet vil blive tilføjet i den faglige produktinformation til sundhedsprofessionelle.
De tilføjer dog, at det ikke har været muligt at påvise en entydig sammenhæng mellem midlerne og aspirationspneumoni, men fordi forsinket mavetømning er en velkendt mulig konsekvens ved medicinen, har komiteen vurderet, at læger og patienter bør være oplyst om risikoen.