Hver sommer drager danskere i massevis mod Spaniens fantastiske strande.
Og det er der en god grund til.
I år har Spanien modtaget 638 blå flag-priser, hvilket er det højeste antal blandt de 51 undersøgte lande. Dette kvalitetsstempel giver besøgende tryghed om, at de kan nyde deres strandophold i et sikkert og rent miljø.
Strande, der modtager et blåt flag, anses for at have høj vandkvalitet og sikkerhed.
Men det er ikke kun blå flag, strande i Spanien modtager.
En række spanske strande er i år blevet kritiseret kraftigt i miljørapporten fra Ecologistas en Acción, en miljøgruppe der arbejder for at beskytte naturen. Gruppen har inspiceret Spaniens omfattende kystlinje og fundet 48 strande, som nu bærer det såkaldte "Banderas Negras", på dansk sorte flag.
Rapporten fremhæver flere problemer, som disse strande står over for, og sætter fokus på nødvendigheden af at forbedre miljøstandarderne langs den spanske kyst.
Flere årsager kan ligge bag sort flag
Rapporten fra Ecologistas en Acción peger på en række forskellige årsager til, at en strand kan få tildelt et sort flag.
Blandt de mest udbredte problemer er forurening, affald og plastikdumpning samt ukontrolleret udvikling langs kysten.
En af de strande, der har fået et sort flag, er den ellers idylliske Playa Blanca på Lanzarote, som i maj måtte lukke i flere dage på grund af spildevand. Også flere strande på De Kanariske Øer, samt i Malaga, Barcelona, Alicante og Ibiza, er blevet kritiseret i rapporten.
Flere af strandene har ikke formået at overholde gældende miljølovgivning eller sikre en tilstrækkelig genopretning af deres økosystemer.
Ecologistas en Acción er særligt kritiske over for myndighederne på De Kanariske Øer, som de mener ikke gør nok for at stoppe forureningen. "En af de største udfordringer er uden tvivl turismen og urbaniseringen langs vores kystlinje," lyder det fra gruppen. De peger på, at befolkningen på De Kanariske Øer organiserer sig for at afvise trusler mod øernes bevarelse og fremtidige generationer.