Advarsel til dig over 70 år: Denne nye finte kan tømme din bankkonto

Af: Alberte B. C.

|

18/02/2025

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Denne finte kan blive en dyr lærestreg

Lige nu læser andre også

Telefonen ringer, og en venlig stemme i den anden ende præsenterer sig som en bankmedarbejder.

Din konto er i fare, lyder det – men heldigvis kan han hjælpe dig med at sikre dine penge.

Kort efter står et “bankbud” foran din dør for at hente dit dankort og værdigenstande.

Inden du ved af det, er din opsparing væk.

Denne form for svindel er blevet en reel trussel for ældre borgere, og nye tal viser, at problemet eksploderer.

Ifølge B.T. oplyser Rigspolitiet, at antallet af anmeldelser om bedrageri mod personer over 70 år steg fra 4.197 i 2023 til 6.135 i 2024 – en stigning på hele 46 procent.

Svindlen er blevet mere udspekuleret

Tidligere foregik svindlen typisk over telefonen, hvor en falsk bankmand overbeviste ofret om, at der var mistænkelige transaktioner på kontoen.

Svindleren holdt ofte ofret i røret i timevis og manipulerede dem til at overføre deres formue til en "sikrere" konto – som naturligvis tilhørte gerningsmanden.

Nu ser en ny metode dagens lys.

Flere ældre oplever, at en person, der udgiver sig for at være et bankbud, ringer på deres dør.

Her lykkes det svindleren at overtale offeret til at udlevere dankort, smykker og andre værdifulde ejendele.

"Det bekymrer os meget"

Hos Ældre Sagen vækker de nye tal stor bekymring.

Jurist Louise Kambjerre Scheel mener, at der bør handles hurtigt for at beskytte de ældre.

"Det er en stor stigning, og det bekymrer os meget i Ældre Sagen. Det er klart, at der skal sættes en stopper for den udvikling."

Hun påpeger, at svindlere altid vil benytte de metoder, der virker, og at de konstant tilpasser sig nye sikkerhedstiltag.

Det går for langsomt

I december 2023 blev der nedsat en såkaldt 'Svindel Task Force', hvor blandt andet banker, teleindustrien og politiet deltog.

Efter 11 måneder præsenterede gruppen 18 anbefalinger, der skulle bekæmpe it-svindel.

Men mens arbejdet stod på, udviklede de kriminelle deres metoder og begyndte at møde fysisk op ved ofrenes dør.

Ifølge Louise Kambjerre Scheel er det et stort problem, at der går for lang tid fra, at man identificerer en svindelmetode, til der handles på den.

"Det duer ikke, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, og at der så kommer nogle tiltag et halvt eller helt år efter. Der skal være meget kortere fra tanke til handling."

Hun opfordrer derfor til, at der etableres en permanent gruppe, der løbende overvåger udviklingen af svindelmetoder og hurtigt kan reagere på nye trusler.

Mens myndighederne diskuterer løsninger, må de ældre stadig være på vagt over for svindlere, der bliver stadig mere kreative i deres metoder.

Anbefalet til dig