Lørdag den 15. april forsvandt en 13-årig pige pludseligt fra jordens overflade.
Hendes cykel lå henkastet i en grøft sammen med hendes taske og mobiltelefon. Det vakte stor opsigt, og derfor satte politiet også alt ind for at finde ud af, hvad der var hændt hende.
27 timer efter at den 13-årige pige blev meldt forsvundet, kunne hele Danmark ånde lettet op.
På et pressemøde klokken 15.08 søndag eftermiddag kunne politiet berette, at de havde fundet den 13-årige pige i live, og at en 32-årig mand samtidig var blevet anholdt.
Senere blev samme mand sigtet for drabet på Emilie Meng samt endnu et overfald på en 15-årig pige i Sorø.
Den 32-åriges bortførelse af den 13-årige pige har naturligvis vakt en masse følelser hos danskerne.
I den forbindelse var der flere, der med det samme delte den 32-åriges identitet på sociale medier.
Og det kan vise sig at være vaskeægte guld værd for den 32-årige mand.
Sådan skriver SE og HØR, der har talt med en advokat.
Ved at dele hans identitet bryder man nemlig sagens navneforbud, hvilket er ulovligt. Hele 123 mennesker er blevet anmeldt for bruddet på navneforbud, og det kan komme den 32-årige til gode:
“Det kan være et meget lille beløb, og det kan være store beløb, han potentielt kan få”, udtaler Vibeke Borberg, der er advokat (H), ph.d. i retsvidenskab med speciale i informationsret, medieret og presseetik.
Hun forklarer yderligere, at man ikke bare kan skære alle sager over én kam, hvorfor det vil tage tid at nå til bunds i de mange anmeldelser:
“Det her er ekstremt omfattende. Det er jo 123 straffesager, som skal gå rettens gang. Og bare fordi der er mange sager, kan man ikke ordne alle på én gang eller andet lignende. Hver sag skal gå sin gang”, siger hun.
I Mia-sagen valgte Fie Nielsen at bryde navneforbuddet, og det kostede hende 57.125 kroner. Halvdelen af de penge gik til manden, hvis identitet hun delte.
Sådan skrev SE og HØR den 18. april.
Hvor meget den 32-årige kan modtage er uvist, men hvis han modtager samme beløb som den ovennævnte mand fra Mia-sagen, vil han modtage lidt over 3,5 millioner kroner.