Ældre dansker vinder 1 million kroner i Lotto: 'Hvis jeg har vundet, så får du...'

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den ældre mand fik at vide, at han havde vundet over 5.000 kroner i Lotto, og inden han vidste, hvad gevinsten var, lovede han sin søn noget helt særligt.

Lige nu læser andre også

Man skal holde, hvad man lover – og derfor skal man også passe på med, hvad man kommer til at love. Det kan en ældre mand fra det nordjyske i dag tale med om.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Det er ikke ligefrem en af de klassiske, nordjyske dyder at være rigtig stor i slaget – men måske var det fordi, han var på sommerferie i den anden ende af landet, at en ældre herre fra Nordjylland kom til at love mere væk end godt var, da han midt i ferien fik at vide, at der var en større gevinst på hans femugers Lotto kupon.

”Jeg var på sommerferie på Bornholm med børn og børnebørn, og så ville jeg forny min kupon, som jeg plejer at gøre om fredagen. Og så siger damen på klingende bornholmsk, at der er vundet en præmie på over 5.000 kroner på kuponen,” fortæller manden med et grin.

Helt tro mod sin nordjyske natur handlede manden først færdig hos købmanden, før han i ro og mag tog hjem til sommerhuset. Her fandt mandens voksne børn pludselig det hele meget spændende. Sønnen mente bestemt, at gevinsten så måtte være over en million kroner, og så var det, at den ældre nordjyde kom med sit løfte:

”Haha, hvis jeg har vundet over en million, så får du en ny bil,” lød det flot.

Og så kan man jo godt gætte sig til, hvad der skete. Udover en gevinst på 1.000.000 kroner, som blev vundet takket være Lottos ugentlige ekstratrækning Millionærchancen, så bød femugers-kuponen såmænd også på en enkelt række med fire rigtige til en værdi af 60 kroner: Samlet gevinst 1.000.060 kroner og altså tydeligt OVER en million kroner.

”Ja, en million og 60 kroner. Det var meget sjovt. Og min søn syntes, at det var megasjovt. Og jaja, han skal nok få en bil, og det ved han også godt. For en nordjyde, han holder ord!” siger manden, som i parentes bemærket ikke er det mindste ked af den ordning, for han ville uanset hvad, helst bruge pengene sammen med familien.

Anbefalet til dig