Ældre danskere bør tjekke deres e-Boks: Vigtigt brev på vej

Nyheder
Foto: Privat / Shutterstock
Foto: Privat / Shutterstock
Hvis du er 65 år eller derover, bør du tjekke din e-Boks.

Lige nu læser andre også

I år tilbyder Sundhedsstyrelsen vaccination mod både influenza og covid-19 til alle over 65 år og borgere i særlige risikogrupper.

Efteråret og vinteren står for døren, og her kommer risikoen for smitte til at stige betydeligt, hvorfor sårbare borgere opfordres til at overveje at lade sig vaccinere.

Vaccinationsindsatsen løber fra 1. oktober til 20. december 2024, og alle i målgruppen vil modtage et brev i deres e-Boks med nærmere information om, hvordan og hvor de kan blive vaccineret.

Sådan skriver frederikssund.dk.

Årets vaccinationsprogram drives af Danske Lægers Vaccinations Service, der har etableret en række steder rundt om i landet, hvor vaccinationerne kan foretages.

En ændring i forhold til sidste år er, at det i 2024 ikke er muligt at blive vaccineret hos egen læge eller på apotekerne.

I Frederikssund Kommune tilbydes vaccinationerne på udvalgte steder, herunder Nordsjællands Hospital Frederikssund, Valhal og AudioNova i Frederikssund, Mødestedet i Jægerspris og Egelokalet i Skibby.

Du kan finde et detaljeret overblik over alle vaccinationssteder på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Det er vigtigt at bemærke, at der i år ikke tilbydes kørsel til vaccinationsstederne. Har man behov for transport, er det således noget, man selv skal arrangere.

For dem, der har brug for hjælp til tidsbestilling eller ændring af en allerede booket tid, har Region Hovedstaden oprettet en særlig bookingtelefon.

Man kan ringe på 38 64 99 01 på hverdage mellem klokken 10 og 14.

Du bestiller tid til vaccinationerne på vacciner.dk.

Anbefalet til dig