Ærlig Emil fra Den store Bagedyst: "Det var ikke kærlighed ved første blik"

Nyheder
21-årige Emil Ussing fra dette års sæson af Den Store Bagedyst, der sendes på DR1. Foto: DR
Romantikken blomstrer i dette års udgave af Den Store Bagedyst. Det var dog ikke kærlighed ved første blik, fortæller en af årets deltagere nu.

Lige nu læser andre også

Det er formentlig gået de færrestes næse forbi, at Den Store Bagedyst er vendt tilbage i bedste sendetid. Programmet har været en kæmpe succes for DR siden den første danske sæson rullede over skærmen. Selvom Bagedysten efterhånden har nogle år på bagen i Danmark, så er ingen af deltagerne - såvidt offentligheden ved - endnu blevet kærester under optagelserne. Det er der dog blevet ændret på i år. Her er to af deltagerne faldet for hinanden i en sådan grad, at det endda blev til et kys foran rullende kameraer, da andet afsnit af denne sæson løb over skærmen i lørdags. 

I løbet af afsnittet stod det klart, at programmets to unge deltagere: Emil på 21 og 19-årige Caroline var faldet pladask for hinanden under optagelserne. Det stod klart for seerne sidst i programmet, da Caroline ikke kunne holde sig tilbage, men gav sin nye kæreste et kys mens hele Danmark kiggede med. 

Ikke kærlighed ved første blik

Romancen startede allerede tidligt i forløbet, fortæller Emil Ussing. Allerede under programmets introdage i februar blev den første gnist tændt. Her sad parret ved siden af hinanden og fik talt lidt sammen. Det var dog først et par uger senere, at forholdet for alvor tog fart. Her havde fire af deltagerne aftalt, at de ville besøge en chokoladefestival sammen. I løbet af dagen stod det - ifølge Emil - klart, at de to havde meget til fælles. 

Herefter begyndte forholdet at udvikle sig lige så stille, indtil de to turtelduer officielt kunne kalde sig det første kærestepar i Den Store Bagedyst. 

"Det var ikke kærlighed ved første blik for nogen af os. Det kom stille og roligt, og til sidst var det nemt at sætte titel på," udtaler Emil Ussing til BilledBladet.

 

Du kan selv følge med i Den Store Bagedyst, der løber over skærmen hver lørdag klokken 20.00 på DR. 

Anbefalet til dig