I en opsigtvækkende artikel i det meget velansete videnskabelige tidsskrift The Lancet påstod en fransk forskergruppe i 2018, at det er mindre farligt at blive opereret om eftermiddagen end om morgenen.
Det har fået forskere ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet til at gennemføre et registerstudie baseret på over 7000 patienter i VestDansk Hjertedatabase. Det franske studie baserede sig på knapt 600 patienter. Det fortæller Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
"Vi mener at kunne afkræfte påstanden. Hverken efter hjerteklap-operationer eller efter hjerte-bypass-kirurgi kan vi påvise, at operationstidspunktet har betydning for forskelle i død eller alvorlige komplikationer. Der er heller ingen forskel i langtidsoverlevelse," siger overlæge Ivy Modrau.
Sådan gjorde forskerne
Aarhus-forskerne har gennemgået alle patienter, som ved en planlagt operation har fået indsat en ny hjerteklap (aortaklap) eller været igennem hjerte-bypass-kirurgi på Aarhus Universitetshospital og inddelt dem, der blevet opereret henholdsvis om morgenen og om eftermiddagen, i sammenlignelige grupper.
" I Danmark har vi meget komplette kvalitetsdatabaser, og ved hjælp af CPR-nummeret kan vi samkøre oplysninger i flere databaser. Dermed kan vi faktatjekke og give meget kvalificerede svar på de spørgsmål, som videnskabelige resultater i mindre studier rejser," siger Ivy Modrau i pressemeddelelsen.
Forskerne sammenlignede dødeligheden indenfor 30 dage og større komplikationer (blodprop i hjertet under indlæggelsen) for de to grupper. Desuden sammenlignede de forekomsten af forkammerflimren under indlæggelsen, blodprøve niveauer for kreatinkinase (som frigøres ved nedbrydning af muskelvæv i hjertet) samt dødeligheden i op til 19 år efter operationen uden at finde forskelle.