Theis og Emil Midé Erichsen var kun 20 og 23 år gamle, da de drog ud på den tre år lange jordomsejling, og mange danskere kiggede med hjemmefra, da drengenes rejse også blev til tv-serien Kurs mod fjerne kyster. Her har man fulgt dem verden rundt, mens de har sejlet rundt og besøgt lokal befolkning og udforsket mange af verdens smukke afkroge.
Senere har familien også sejlet mod nord, hvor familien Beha drog på eventyr højt mod nord. Senest kunne vi følge med i Kurs mod danske kyster, hvor familien Beha sejlede rundt i Danmark, da coronaen spændte ben for udenlandske ture - og netop nu, er optagelserne til endnu en sæson af Kurs mod danske kyster i gang.
Dog er Emil Midé Erichsen ikke en fast del af besætningen på denne tur, da han også har andre opgaver at se til. Han har nemlig fået mulighed for at lave noget, som han synes er rigtig sjovt.
Til Ekstra Bladet fortæller han nu, at han indimellem er heldig at få tilbudt at kunne lave noget undervandsfotografering. hvor han kommer ned og filmer for andre produktioner - det er noget han synes er rigtig sjovt.
Dykker med kronprinsen
Det program han netop har været med til at filme på, er DR-programmet "Kongehuset på Færøerne", som har premiere den 24. maj. Her er Emil Midé Erichsen med som en del af produktionen, på dykket i det færøske farvand.
Det betyder at han endnu en gang har fået æren af, at dykke med kronprins Frederik. De to dykkede nemlig også sammen sidste år, da familien Beha fik besøg af kronprinsen på båden, på deres tur rundt i de danske have.
I dykket i det kommende program, er det dog med Emil bag kameraet.
"Jeg var blevet hyret som undervandsfotograf. Så jeg er ikke på skærmen i programmet. Men jeg var med nede, hvor kronprinsen var nede at dykke for at se en tangplantage, fordi tang er en plante, som kan bruges til sindssygt mange ting, og som ikke kræver meget plads for at dyrke," fortæller Emil til bladet.
Han fortæller også, at han er meget imponeret af kronprinsen, som han beskriver som en fremragende dykker, der har gennemgået en af de mest hardcore dykkeruddannelser i Danmark, som frømand.