I et aktuelt Anders And blad foregår handlingen i Danmark.
"Onkel Joakim fører an, når han sammen med Anders And og nevøerne drager til Fyn for at finde det glemte H.C. Andersen-eventyr, der skal gøre ham endnu rigere. Undervejs går skattejagten via et væld af fynske byer og seværdigheder. Den eventyrlige fortælling udkommer med Anders And & Co. nr. 41 den 14. oktober," fortæller HAVE Kommunikation og PR i en pressemeddelelse mandag.
"Danmark er velbesøgt af Anders And og Rip, Rap og Rup, som har været vidt omkring i vores land – herunder Vendsyssel, Sønderjylland og Trekantområdet i løbet af de seneste år"
"I den historie, der udkommer med Anders And & Co.nr. 41 den 14. oktober, går turen til Fyn, og som altid er det bladets læsere, der beslutter, hvor ænderne skal rejse hen i jagten på ”Danmarks skjulte skatte”. Fyn har tidligere været tæt på at vinde afstemningen, og denne gang løb øen så med sejren"
En helt særlig skat
Anledningen til det fynske eventyr er, at ænderne har fået nys om en helt særlig skat: Et glemt H.C. Andersen-eventyr! Onkel Joakim fører an, og han er sikker på, at fundet kan gøre ham endnu rigere, end han er i forvejen.
Masser af fynske byer og seværdigheder
Ænderne starter naturligt nok deres søgen i Andersens fødehjem. Men så let skal det ikke være for dem, og undervejs i den vilde skattejagt besøger de foruden Odense også Svendborg, Rudkøbing og Faaborg – ligesom de drager ud i det Sydfynske Øhav og slår et smut forbi Langeland og Tåsinge.
Derudover optræder en bred vifte af fynske seværdigheder, såsom Odense Domkirke, Egeskov Slot, Vor Frue Kirke i Svendborg, Valdemars Slot på Tåsinge og Oehlenschlägers Bøg på Langeland.
Slutningen skal ikke afsløres her, men det helt nye H.C. Andersens Hus, som åbnede denne sommer, spiller naturligvis også en rolle i historien. Idéen til historien kommer fra Anders And-bladets mangeårige redaktør, Svend Skytte, og manuskriptet er skrevet af Gorm Transgaard.
”Det var en gave for os at sende onkel Joakim, Anders And og nevøerne ud på dette fantastiske eventyr. Fyn og det sydfynske øhav rummer nemlig et væld af interessante og inspirerende steder, som gør sig særdeles godt i Anders And-universet. Desuden er historien selvfølgelig også en eventyrlig hyldest til H.C. Andersen og hans evne til fortsat at tryllebinde os med sine magiske fortællinger,” forklarer Svend Skytte. Han udtaler videre:
”Vi håber, at alle fynboer vil være stolte over historien. Derudover håber vi selvfølgelig også, at familier fra hele Danmark får lyst til at besøge Fyn, så de kan opleve de mange spændende steder fra historien i virkeligheden!”
Anders And & Co. nr. 41 udkommer torsdag den 14. oktober
Foto: Anders And