I november 2024 gik den elskede sanger og kunstner, Johnny Madsen, bort.
Efter længere tids sygdom sov han stille ind i sit hjem på Fanø - præcis som han selv ønskede det.
Helt til det sidste havde Johnny Madsen ingen problemer med at få mad på bordet, og nu skriver TV 2 Syd, at han efterlod sig en solid formue.
Ifølge TV 2 Syds gennemgang af årsrapporten for hans virksomhed Nesdam ApS - hans efternavn stavet bagfra - stod selskabet ved udgangen af 2024 med en egenkapital på 10,1 millioner kroner.
Det er på trods af, at regnskabsåret sluttede med et underskud på knap 1,5 millioner kroner, hvilket er et markant fald fra 2023, hvor virksomheden ellers kunne fremvise et overskud på 3,1 millioner kroner.
Allerede i 2023 havde Madsen udbetalt sig selv et udbytte på 1,5 millioner kroner, men virksomheden var altså stadig velpolstret ved hans bortgang.
Efter dødsfaldet er der taget skridt til at afvikle aktiviteterne i selskabet, hvilket blandt andet indebærer et salg af aktiebeholdningen.
"Selskabet har efter balancedagen solgt selskabets værdipapirer som konsekvens af, at hovedaktionæren er gået bort, og aktiviteten i selskabet forventes afviklet over de kommende år," lyder meldingen i rapporten.
Værdipapirerne, som blev solgt, havde en dagsværdi på knap 9 millioner kroner ved udgangen af 2024. Hvor meget salget reelt har indbragt, afslører årsrapporten dog ikke.
Dermed står det klart, at Johnny Madsen ikke alene efterlod sig en kunstnerisk arv, men også en betydelig økonomisk arv, der nu bliver håndteret gennem selskabets gradvise afvikling.