Mandag offentliggøres et nyt officielt gallaportræt af Hendes Majestæt Dronningen. Portrættet er taget i anledning af Dronningens 80-års fødselsdag i april i år og efterfølger det seneste officielle portræt fra 2012. Der er tradition for, at regentportrætter med mellemrum udskiftes, ofte i forbindelse med særlige begivenheder, jubilæer eller runde fødselsdage. Portrætterne er derfor også en del af fortællingen om Danmarks statsoverhoveds liv og virke.
Det fortæller Kongehuset mandag formiddag i en pressemeddelelse.
"Det nye portrætfotografi af Dronningen i Kuppelsalen på Fredensborg Slot er skabt af fotograf Per Morten Abrahamsen i sommeren 2020," fortæller Kongehuset. Fotografen, Per Morten Abrahamsen, er ikke et ukendt navn i royale kredse. Det var også ham der stod bag kameraet på de officielle portrætfotos, som kongehuset offentliggjorde i forbindelse med dronningens runde fødselsdag tilbage i april.
Her kan du se det nye portræt
Kongehuset fortæller videre, at det nye portræt: "viser Majestæten i galla med Elefantordenen i skærf, Frederik 9.s ordensportræt, Dannebrogordenens storkommandørkors og Elefantordenens bryststjerne," skriver Kongehuset, inden meddelelsen fortsætter:
"Desuden bærer Dronningen sit Perlepoire-sæt bestående af diadem, halskæde, ørenringe og broche med brillanter. Sættet har Majestæten gennem tiden båret på flere officielle gallaportrætter."
Som andre officielle portrætter så kan danskerne støde på det nye fotografi af dronningen rundt omkring. Det er nemlig kutyme, når majestæten offentliggør et nyt portræt af officiel karakter. Det fortæller Kongehuset.
"Portrættet, som er indfattet i en nydesignet ramme af dansk eg med Kongekronen øverst, vil fremover kunne ses ophængt i blandt andet statslige institutioner, herunder ambassader og konsulater samt på danske fartøjer."
Foto: Per Morten Abrahamsen