Facebooksiden ”Indvandrerradio Aarhus” har lavet en afstemning, om hvorvidt Yahya Hassan skal have opkaldt en vej eller plads i Aarhus efter sig.
Det skriver eb.dk
Hele 76% af 816 stemmende brugere mener, at Yahya Hassan Vej eller Yahya Hassan Plads burde blive en realitet i fremtiden, mens det kun er 24% der har stemt i mod.
Afstemningen kommer på baggrund af, at den radikale kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad luftede idéen i kølvandet på den kontroversielle digters død. Her sagde han:
”Jeg synes, han fortjener den respekt og anerkendelse, der vil være i at navngive en vej, gade eller en plads efter ham. Han har ydet et kæmpe bidrag til Aarhus og Danmark, og derfor vil jeg stille forslag i byrådet om, at vi mindes ham på denne måde, lød en del af argumentationen fra politikeren.”
Pletter på straffeattesten kommer i vejen
Selvom forslaget endnu ikke har været oppe i byrådet mener Hans Skou, der er politisk ordførere for Venstre og medlem af Kulturudvalget i Aarhus Byråd, ikke at det bliver relevant.
”Jeg kan ikke støtte sådan et forslag. Nok har vi med en fin kunstner at gøre, men der er også noget, der blokerer hos mig i denne sammenhæng,” siger Hans Skou. Hvorefter han uddyber:
”Skal man navngive en vej eller plads efter en person, er der også tale om en form for hædersbevisning, og her synes jeg, Yahya Hassans tidligere domme i retssystemet spænder ben for, at han kan være et forbillede og fortjene en hædersbevisning.”
Ekstra Bladets journalist valgte dog at presse Hans Skou, ved at understrege at det er en hæder af digteren og ikke privatpersonen, men han skyder det ned alligevel. Hans Skou understreger, at han ikke betvivler Yahya Hassans evner som digter, men at de menneskelige værdier, han som person står for, er problemet.
Afstemning afspejler støtter til Yahya
I løbet af sin karriere mødte Yahya Hassan meget modstand i indvandrermiljøet, fordi han med sine digte kritiserede netop dem, med fokus på blandt andet religion og opdragelse.
Souhail Ibrahim, som er daglig leder af Indvandrerradio Aarhus mener dog, at afstemningens resultat peger på, at digteren alligevel havde en vis respekt i indvandrermiljøet. Det på trods af, at han var både kritisk og kriminel.
”Resultatet viser, at folk først og fremmest kigger på, hvad Yahya Hassan har bidraget med til samfundet og ikke hans straffeattest,” siger Souhail Ibrahim.
Udgav under pseudonym
Hvis en vej opkaldt efter digteren nogensinde bliver en realitet, er der dog et andet spørgsmål som først skal besvares. Hvad skal vejen hedde?
Yahya Hassan udgav nemlig sine bøger under et pseudonym – selvom det var meget tæt på hans rigtige navn. Officielt hedder digteren nemlig Yehya Hassan med e i stedet for a. Det kan man se i retsbøger fra hans tidligere domme.
Hos Gyldendal, som har udgivet de to digtsamlinger, undrer man sig over det. Og forlagschefen Simon Pasternak, der har været redaktør på de to udgivelser, har ingen idé om, hvorfor digteren har valgt at udgive bøgerne under Yahya i stedet for Yeyha.