Hvis der er revner i eltavlen, ledningssystemet ikke er korrekt installeret eller elinstallationen ikke bliver vedligeholdt, kan der være risiko for stød, hvis man rører installationen, eller der kan ske en kortslutning, som kan føre til brand i bygningen.
Og hvis elinstallationen har fejl og nødbelysningen på stedet heller ikke er i orden, kan konsekvenserne af en brand være fatale.
I løbet af 2021 har medarbejdere fra Sikkerhedsstyrelsen kontrolleret elinstallationer på 115 diskoteker, barer og cafeer i Danmark. Blandt dem var der kun 13 steder, hvor installationerne var helt i orden, mens der var 30 steder, hvor fejlene var så alvorlige, at Sikkerhedsstyrelsen har givet et påbud om at få bragt installationerne i orden. De resterende 72 steder var der fejl og mangler, som der blev vejledt om at få rettet op på.
Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Et generelt problem ved tilsynene var, at ledningerne ikke var korrekt monteret, og en del steder var den faste elinstallation ikke vedligeholdt, som ejeren har pligt til. Samtidig var der fejl ved nød- og panikbelysningen flere steder.
"Det er en farlig cocktail, hvis der er slidte elinstallationer, som kan være årsag til brand, samtidig med, at nød- og panikbelysningen ikke fungerer, særligt på steder, hvor der kommer rigtigt mange mennesker i aften- og nattetimerne," siger kontorchef Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen.
Ejeren har ansvaret
Han understreger, at det er ejeren af en elinstallation, der har ansvar for, at installationen lever op til reglerne. Det er også ejeren, der har pligt til at vedligeholde installationen, så den ikke udgør en risiko for stød eller brand. Dette gælder både i private hjem og hvor der færdes mange mennesker som på barer og diskoteker.
Det var også en generel fejl, at elektriske brugsgenstande ikke havde jordforbindelse via beskyttelseslederen i stikkontakten. Det gjaldt både transportable brugsgenstande som kaffemaskiner og elkedler, og faste brugsgenstande som køleskabe, komfurer og ovne. To ud af tre steder manglede jordforbindelsen til transportable brugsgenstande, og halvdelen af stederne var der ikke jordforbindelse til de faste brugsgenstande. Dermed er der risiko for stød, hvis der er en fejl på elproduktet.
"Måske er stikket på elkedlen en anden type end stikkontakten, men det kan enten løses ved at skifte stikket ud eller anskaffe en adapter. Jordforbindelsen er vigtig af hensyn til sikkerheden for dem, der bruger elprodukterne," siger Søren Assenholt Muff.
Et problem, der blev konstateret ved hvert andet tilsyn, var eltavler med skader eller hvor der manglede mærkning. Hvis afdækningen er revnet eller helt mangler, kan der komme støv ind i eltavlen og udgøre en risiko for brand. Der er også risiko for stød fra strømførende dele, ligesom der kan komme skadedyr eller andre objekter ind i eltavlen og forårsage en kortslutning. Derudover skal det være mærket op, hvilke dele af installationen sikringerne hører til, så man er sikker på, at strømmen er afbrudt korrekt, hvis der opstår fejl eller der for eksempel skal skiftes en lampe ud.
"Selv om en eltavle mest er noget, man lægger mærke til, når der er problemer med strømmen, skal tavlen holdes i orden. For eksempel er det en dårlig ide at bruge pladsen foran eltavlen som lagerplads. Det betyder, at man ikke kan komme til eltavlen, hvis der springer en sikring, og man risikerer også at beskadige eltavlen," siger Søren Assenholt Muff.
Han opfordrer til at lade en autoriseret elinstallatørvirksomhed tjekke installationerne, hvis man er i tvivl, om installationen er i orden.
"Det kan jo foretages, når man alligevel har en installatør til at lave noget ved elinstallationen, som kræver autorisation," siger han.