En 16-årig dreng var nær døden, da tre unge gik til angreb på en legeplads overfor Kirsebærhavens Skole på Kirsebærhaven i Valby.
Angrebet fandt sted den 13. December 2021.
Den 22. marts skal de tre unge, to 16-årige og en 18-årig, stilles for et nævneting ved Retten på Frederiksberg, skriver Ekstra Bladet.
Ifølge anklageskriftet hændte angrebet ved, at den 18-årige gav ordre til den ene 16-årige over telefonen, om at “gå til angreb”.
Først blev der tildelt en skalle til offeret, hvorefter den 16-årige tiltalte trak en machete frem.
Macheten blev først brugt til at stikke den 16-årige i højre side af ryggen, der førte til stiklæsion.
Offeret faldt på knæ, hvorefter macheten blev hugget i højre side af hans baghoved. Drengen fik en ni gange tre centimeter læsion i kranieknoglen, med underliggende brud af nakkebenet.
Angrebet resulterede yderligere i en mindre blod- og luftansamling over den hårde hjernehinde under bruddet.
Drengen overlevede takket være hurtig traume-behandling.
Den 16-årige dreng der står bag macheteangrebet er tiltalt for drabsforsøg, hvorimod de to andre gerningsmænd er tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
I mellemtiden er de tre tiltalte blevet løsladt fra varetægtsfængsling, men da sagen nu er rejst ved nævningeting, satser anklagemyndigheden på en dom på mere end fire års fængsel - i hvert fald til den 16-årige dreng der angreb med macheten.
Mere end 10 vidner skal afhøres i retten, der blandt andet inkluderer nogle af de personer der kom offeret til undsætning, og tilkaldte politi og ambulance.
En læge skal også forklare om kvæstelsernes alvor under retssagen. Ifølge tiltalen var den 16-årige i livsfare.
Alle tre tiltalte nægter sig skyldige.