St. Petersburg International Economic Forum (SPIEF), som er Vladimir Putins årlige økonomiforum, finder sted fra den 15.-18. juni 2022.
Normalvis er den årlige begivenhed spækket med oligarker, store personligheder, fest og farver.
I år bliver det anderledes tomt, da de, der ikke allerede er sanktioneret af Vesten og derfor ikke kan deltage, frygter for det samme og bliver væk.
Det skriver Ekstra Bladet i en nyhedsmeddelelse.
SPIEF adresserer som dette års tema: "Nye muligheder i en ny verden."
Det skriver Russia Briefing.
Siden den russiske præsident i februar beordrede sine tropper til at invadere Ukraine, har det vendt op og ned på verden.
Frygter at deltage
Der plejer at være store fester, hvor blandt andet navne som Sting, Robbie Williams og Emmanuel Macron har deltaget, når St. Petersburg International Economic Forum årligt bliver afholdt.
I år er glamouren dog forsvundet.
Ifølge Ekstra Bladet er der nemlig ingen, der tør deltage i begivenheden i frygt for at blive sanktioneret af Vesten, der nu er nået til enighed om i alt seks sanktionspakker.
"Rejserestriktionerne til Rusland er en praktisk måde at aflyse på uden at brænde broer til Kreml," fortæller Chris Weafer, som er administrerende direktør i det russiske selskab Macro-Advisory Ltd.
Skal medbringe dette
Ud over det manglende fremmøde af kendte navne har den russiske præsident bedt sine gæster, der tør møde op til begivenheden, om noget helt specifikt.
I stedet for kort, skal de medbringe kontanter.
Grundet sanktioner fra Vesten er det nemlig ikke muligt at bruge ikke-russiske kort i landet.
Hvorvidt der bliver fest og farver, når Vladimir Putin slår dørene op for dette års SPIEF, må tiden vise. Men det tyder altså ikke på det.