Efter nu 11 år som vært på Natholdet, melder Anders Breinholt ud, at det er slut. Eller rettere - det er det den 24. december, hvor den populære vært vil iklæde sig tøj med natholdets logo.
Det fortæller han på sin Instagram-profil.
Hvis man ikke ved hvad Natholdet er, så er det et late night talkshow som startede i 2010. Det har været med Anders Breinholt som vært og hver gang har han besøg af en ny medvært. Pladsen som medvært udfyldes hver gang af en dansk kendis, der sammen med Anders Breinholt ser næmere på sjove klip fra tv-programmer, samt programmets faste indslag som "Cup Swap", "Ananas i egen juice", "Nyt fra Regionerne" - og mange flere.
I 2017 lavede Anders Breinholt desuden Natholdets Julekalender sammen med Søren Rasted og Carsten Berthelsen, hvor de smagte på en øl hver dag. Dog blev afsnittede optaget samme dag, så som december skred frem, blev de tre mere og mere berusede.
Men nu ser det altså ud til, at det slutter.
"Her er en nyhed fra egne rækker:
Tilbage i december måned sidste år, gik jeg den tunge gang til Programchefen og Programdirektøren på TV 2 og oplyste dem, at 2021 vil blive det sidste år, jeg er vært på Natholdet. Og at efteråret 2021 vil blive det sidste efterår, med mig som vært på Natholdet. Og efteråret 2021, det er sådan set ved at være nu - så kære venner, når klokken ’slår’ den 24. december 2021, så er det også sidste gang, jeg har iklædt mig et stykke beklædning med Natholdets logo på. Det logo har jeg båret med stolthed og glæde de sidste 11 år," lyder det fra Anders Breinholt i opslaget.
Foto: Instagram/ Anders Breinholt
Havde aldrig turde håbe på det
Anders Breinholt fortæller også, at tiden i Natholdet, har været den bedste tid i hans arbejdsliv.
"Siden jeg fik ideen til Natholdet - og udviklede det sammen med en lille håndfuld mennesker og over årene med 100 vis af mennesker - havde jeg aldrig drømt om eller turde håbe på, at jeg her over et årti senere kan se tilbage på den bedste tid i mit arbejdsliv. Når jeg siger farvel i december, bliver det med over 1.000 sendte Natholdet-programmer, 100 vis af medværter og 100 tusindvis af seere gennem tiden. Noget jeg heller aldrig havde turde håbe på eller drømme om," lyder det fra den populære vært, der efterfølgende tilføjer en stor tak:
"Og for nuværende vil jeg bare sige ydmygt tak for det Jeg skal sige tak til en masse mennesker, og det glæder jeg mig til at gøre senere på året, og så tuder jeg, drikker, fester og giver stafetten videre. Men indtil det sker om 10 uger, så vil jeg og hele Natholdet give dig de bedste 10 ugers fjernsyn, og det glæder vi os til. Tak skal I have," lyder det.
Anders Breinholt slutter desuden af med at fortælle, at man vil kunne få svar på spørgsmål der vedrører fremtiden, i den kommende sæson af Natholdet på TV 2 og TV 2 Play.