Annette Heick tvang sig selv i 20 år: Nu er det slut

14/12/2020

Sarah Steenfeldt

Foto: Ditte Capion
Efter 20 år bestemte hun sig for, at nu skulle det være slut.

Mest læste i dag

I 20 år har Annette Heick gjort noget, hun faktisk ikke havde lyst til. Hun snørede løbeskoene og begav sig ud på løbeture. Men det er fortid nu. Det var på en helt særlig gåtur, at hun besluttede sig for at sænke tempoet på turene. Det fortæller hun til B.T, hvor hun uddyber, hvordan hun holder sig i form.

“Engang løb jeg også. Det gjorde jeg i 20 år, og jeg hadede det hver eneste gang. Da jeg så gik Caminoen for et par år siden, tog jeg en beslutning: Jeg vil gerne gå hver eneste dag, men jeg gider aldrig mere at løbe,” forklarer hun.

I stedet for spiller hun nu tennis, dyrker yoga på stranden om sommeren og vinterbader i de kolde måneder. 

Det har ændret sig

Det er ikke kun Annette Heicks forhold til løb, der har ændret sig. Forholdet til sundhed har også udviklet sig med tiden. Det er manden, Jesper Vollmer, der er skyld i det. Han har, ifølge Annette Heick, ændret hendes spisevaner til det sundere. Det er ikke noget, hun tænker over i hverdagen, men når de er sammen med andre, så er det gået op for hende, at de “spiser ret godt og sundt.”

Jesper Vollmer er kok og har tidligere arbejdet for kongehuset. Men en alvorlig badeulykke i Thailand tilbage i 2015 satte en stopper for arbejdet. Det var en badetur ved stranden, der endte på hospitalet. Han blev kastet rundt i vandet og ramte med baghovedet ned i sandet.

“Jeg kunne høre knækket, da min nakke brækkede,” har han siden fortalt i tv-programmet ‘Til middag hos'. Jesper Vollmer brækkede nakken, men siden har han kæmpet sig tilbage til en ny hverdag, hvor han er selvstændig og holder foredrag.

Sammen med Jesper Vollmer har Annette Heick to sønner, Eliot og Storm, og de bor i Holte.

Anbefalet til dig