I maj sidste år blev det offentliggjort, at grevinde Alexandra havde sikret sig et job i Bang & Olufsen, hvor hun blev ansat som Director for Client Programmes.
Efter cirka halvandet år i virksomheden, kan både hun og resten af virksomheden juble over, at der er overskud i virksomheden. Det er nemlig første gang i flere år, at Bang & Olufsen har kunne præsentere et driftsoverskud i første kvartal.
Da den ikoniske virksomhed har forskudt regnskabsår, er det juni, juli og august, der er det første kvartal i deres regnskabsår. Her kunne de bryste sig af at have et driftsoverskud før særlige poster på 9 millioner kroner, skriver SE og HØR.
Det vil sige, at de har skabt et overskud på ni millioner kroner, efter omkostninger til blandt andet varer, administration og løn er blevet trukket fra.
Derudover kan selskabet også glæde sig over at have haft positive pengestrømme, da det er første gang siden regnskabsåret 2007/08, at begge dele har været gældende i første kvartal. Det oplyser B&O i en meddelelse til fondsbørsen.
Kristian Teär, der er topchef i den danske virksomhed, glæder sig over, at der er fremgang i virksomheden. Han fortæller desuden, at der har været vækst på tværs af alle regioner og produktkategorier.
"Resultaterne var drevet af solid vækst på tværs af alle regioner og produktkategorier samt den fulde effekt af vores omkostningsprogram," fortæller Kristian Teär.
B&O blev - som mange andre virksomheder - hårdt ramt af coronakrisen, hvorfor selskabet måtte hente flere penge, samtidig med, at de fyrede medarbejdere.
I første kvartal i deres regnskabsår, har de omsat for 666 millioner kroner, hvilket er en fremgang på 44% i forhold til samme periode sidste år. På bundlinjen er et underskud på 49 millioner kroner blevet vendt til et overskud på en million kroner.