Det er en stor nyhed, der nu rammer mejeribranchen og tusindvis af landmænd i Europa.
Arla Foods og tyske DMK Group har meldt ud i en pressemeddelelse, at de ønsker at fusionere og dermed skabe den største mejerikoncern på kontinentet.
Den samlede omsætning forventes at lande på 19 milliarder euro - svarende til cirka 142 milliarder danske kroner.
Meldingen kommer efter flere års samarbejde mellem de to selskaber, blandt andet i det fælles projekt ArNoCo, hvor valle fra ost bliver til højkvalitets proteinprodukter og laktose.
Nu tager de partnerskabet et skridt videre og planlægger en egentlig sammenlægning, der stadig afventer godkendelse fra både repræsentantskaberne og myndighederne.
Formanden for Arla, Jan Toft Nørgaard, kalder fusionen for en styrkelse af begge andelsselskaber og tilføjer:
"Jeg er enormt stolt af denne foreslåede fusion, som er en win-win for vores kooperativer."
Hos DMK Group, der er Tysklands største mejerikooperativ, er der også tilfredshed.
Ifølge bestyrelsesformand Heinz Korte er det en aftale, der vil gavne både innovation, konkurrenceevne og værdi for medlemmerne.
Det nye selskab vil fortsætte under Arla-navnet med hovedsæde i Viby J. Jan Toft Nørgaard bliver bestyrelsesformand, mens Arlas CEO Peder Tuborgh fortsætter som administrerende direktør.
DMK’s direktør, Ingo Müller, indtræder i Arlas topledelse som EVP med ansvar for integrationen efter fusionen.
Hvis alt går som planlagt, vil repræsentantskaberne i begge selskaber stemme om aftalen den 17. og 18. juni, og endelig myndighedsgodkendelse ventes ultimo 2025.