Det er ikke lang tid siden, at det kom frem, at Arla er ved at løbe tør for Gammel Knas.
Gennem de seneste år har fænomenet 'BMO' (bolle med ost, red.), spredt sig vidt og bredt i Danmark.
BMO'en fås i flere forskellige varianter, men en af de mest populære er surdejsbollen med Arlas Gammel Knas-ost ovenpå. Derfor var meldingen om lav lagerbeholdning også trist for en lang række danskere - men nu er der nyt om osten.
I en pressemeddelelse skriver Arla dog, at danskerne ikke skal være bange for, at Gammel Knas forsvinder fra jordens overflade.
Arla skriver nemlig, at de ikke løber ikke tør for Gammel Knas. De har øget produktionen af osten, der modner i mere end to år på Nr. Vium Mejeri.
Deres nyfortolkning af havarti, Gammel Knas, modner i mere end 24 måneder, før den er klar – og netop dette har gjort, at osten den seneste tid har været genstand for en del omtale.
”Men vi løber ikke helt tør for Gammel Knas, som rygtet ellers siger. Selvom vi, grundet den lange lagringstid, ikke kan imødekomme den fulde efterspørgsel frem mod 2026, så vil der løbende blive frigivet nye mængder. Der vil således stadig være Gammel Knas at finde hos caféer, restauranter og specialbutikker, selvom man måske skal lede lidt længere efter osten, end man er vant til,” siger Sofie Biltoft-Riis, direktør for Arla Unika.
Selvom Arla grundet en stigende efterspørgsel allerede har sat produktionen op, er de dog stadig nødt til at rationere de oste, de har tilgængelige lige nu, så de sikrer, at så mange som muligt stadig kan nyde den.
Arla har øget produktionen markant, men da osten skal modne længe, vil de større mængder af osten først være færdigmodnede i 2026.
Indtil da får virksomheden stadig Gammel Knas løbende, og herfra fordeler de osten mellem både deres webshop, butik i Torvehallerne, og de mange forhandlere, caféer og restauranter, der også sælger og serverer osten.
”Vi har fordelt de tilgængelige mængder ligeligt over perioden mellem nu og 2026, og der vil løbende blive frigivet Gammel Knas, som er allokeret til eksisterende kunder baseret på forecast,” siger Sofie Biltoft-Riis.