På 1275 folkeskoler rykker maden helt ind i klasselokalet dette efterår.
Det viser tilslutningen til Arlas undervisningsmateriale ’Arla Food Movers’, der i år bliver sendt ud til flere skoleelever end nogensinde.
Materialet skal inspirere eleverne til at arbejde med madforståelse og sunde vaner på tværs af fag.
At fremme sunde madvaner blandt børn og unge er vigtigere end nogensinde, for vores tidlige mad- og spisevaner har varig indflydelse på vores sundhed og trivsel resten af livet.
Sådan skriver Arla i en pressemeddelelse.
Samtidig har interessen for arbejdet med bedre madforståelse i undervisningsregi nået nye højder.
For aldrig før er der sendt så mange kasser med det gratis undervisningsmateriale fra Arla Food Movers ud. Materiale, der har fokus på at skabe gode vaner samt at inspirere eleverne til at træffe sundere valg.
Helt konkret har 1275 folkeskoler på tværs af landet tilmeldt sig undervisningsforløbet, der i år har fokus på at komme tilbage til rødderne og de gode råvarer. Det svarer til knap en femtedel af hele landets elever.
”Vi er glade for, at fokus på kost og sunde vaner er på dagsordenen i de danske folkeskoler. For nøglen til at skabe en sundere næste generation handler om at give vores børn og unge gode vaner og en øget forståelse for, hvordan den mad, de spiser, påvirker deres helbred,” siger Ann-Camilla Kjæmpe, der er direktør for innovation og marketing i i Arla Danmark og bestyrelsesmedlem i Arla Fonden.
Den nationale undersøgelse ’Danskernes Sundhed’ fra Sundhedsstyrelsen har tidligere i år vist, at 20 procent af unge mellem 16 og 24 år har usunde kostvaner og blandt alle voksne danskere er mere end halvdelen overvægtige.
”Danskernes helbred bliver dårligere år for år, og det skyldes i høj grad kost og livsstil. Også blandt børn og unge. Derfor tror jeg, at den store interesse i undervisningsmaterialet er udtryk for, at både elever og undervisere har lyst til at bidrage til at vende den negative kurve,” siger Ann-Camilla Kjæmpe.
Uddannelse og inddragelse kan bidrage til sundere vaner
Ann-Camilla Kjæmpe håber, at forløbet med Arla Food Movers vil inspirere til nye gode vaner hos mange af eleverne, og måske endda også motivere familier til at tænke mere over sunde kostvaner.
”Børn og unge er generelt videbegærlige, og vores erfaring er, at vi, ved at give dem viden og facilitere gode snakke, kan motivere og inspirere til at træffe sundere og mere bevidste valg om, hvad man putter i munden,” siger hun.
Det tværfaglige undervisningsmateriale er udviklet i samarbejde mellem fagfolk og lærere over et halvt år, og bygger på en dyb viden om, hvordan elever udfordres og opfordres til kritisk tænkning om fødevarer og deres egne madvaner.
Materialet sendes i uge 37 til de klasser, der er tilmeldt til dettes års Arla Food Movers.