Badehotel-stjerne scorer stor hovedrolle

Nyheder
Foto: TV 2
Når Midt om Natten til sensommeren vender tilbage til de skrå brædder, efter en lang række udsættelser pga. Covid-19, bliver det med nye og erfarne kræfter på scenen.

Lige nu læser andre også

Morten Hemmingsen, der er kendt fra den succesfulde og populære TV2-serie, Badehotellet indtager nemlig rollen som Arnold, mens stortalentet Nina Maria Schjødt Lybæk-Larsen bliver den nye Susan Himmelblå. Den populære musical, der bygger på Gasolins og Kim Larsens mange hits er indtil videre blevet set af mere end 100.000 publikummer. Repremieren finder sted den 4. august i Vejle, oplyser Tivoli i en pressemeddelelse. 

Til august vender den populære musical, Midt om Natten endelig tilbage til teatrene rundt omkring i landet, når dens omfattende Danmarksturne bliver genoptaget. Og det bliver ikke blot den velkendte Gasolinmusik, som vil møde publikum. Også nye kræfter og ansigter i form af badehotelsstjernen, Morten Hemmingsen - der siden 2013 har brillieret som den unge og rebelske fisker, der falder pladask for den unge stuepige Fie - er at finde i Midt om Nattens ensemble. Morten Hemmingsen, som har stor erfaring fra musicalverdenen fra bl.a. Skammerens Datter (Østre Gasværk) og The Sound of Music (Hedeland Teater), samt som medvirkende i både Herrens Veje, Dicte og Sygeplejeskolen overtager en af de bærende roller i Midt om Natten. Han skal nemlig spille rollen som Arnold, Bennys barndomsven, der tidligere blev spillet af Troels Malling. En udfordring, som skuespilleren glæder sig til at give sig i kast med.

 Morten Hemmingsen fortæller om at træde i Erik Clausens spor som Arnold:

”Gasolin er en kæmpestor del af Danmarks musikhistorie, og Midt om Natten er en ikonisk film. Derfor glæder jeg mig utrolig meget til at være med til at føre historien fra film til scene. Det er et stærkt hold, jeg bliver en del af, og jeg er derfor sikker på, at vi sammen kan få skabt en fantastisk forestilling.”

Solide kræfter på opgaven

Ud over Morten Hemmingsen er det også lykkedes producenterne at skaffe Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, der overtager rollen som Susan Himmelblå fra Lea Thim Harder. Den 32-årige skuespillerinde, der er uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia og senest har modtaget klapsalver som den ’mellemste’ Sanne Salomonsen i Sanne The Musical, glæder sig til at dykke ned i den nye rolle.

"Midt om Natten musicalen er en magisk tidslomme at træde ind i - så utroligt mange gode sange og tekster bliver vakt til live på ny, formidlet af ægte mennesker gennem nærvær og følelser i en gensidig udveksling fra scenen til publikum. Sådan en oplevelse tror jeg, at vi alle sammen trænger til, og derfor glæder jeg mig rigtig meget til at træde ind i Susan og lade mine 'fifty shades of himmelblå' komme til udtryk gennem hende,” siger Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen.

Morten Hemmingsen og Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen bliver en del af et stærkt hold, der består af både rutinerede og nye performere. Holdet tæller bl.a. Gustav Wolter, der i 2018 fik sit gennembrud i rollen som den oprørske Benny, som i filmen blev spillet af Kim Larsen selv. Derudover kan publikum bl.a. opleve Allan Mortensen som vagabonden Tusindfryd, Jimmy Jørgensen i dobbeltrollen som brugtvognsforhandleren Charles og Rockerlederen – og desuden medvirker et stort ensemble og band, der tilsammen tæller mere end 30 personer.

Populær musical

Interessen for musicalen Midt om Natten og Kim Larsens og Gasolins hits har været overvældende over hele landet, både da filmen udkom i 1984, og da den blev overført til de skrå brædder som musical. Alene i Tivolis Koncertsal blev forestillingen set af 90.000 publikummer, og mange måtte gå forgæves. Og netop derfor har det ikke skortet på opfordringer til at sætte musicalen op igen. Og nu får publikum så endelig, efter en række Covid-19 udsættelser over hele Danmark, igen mulighed for at genoplive succesforestillingen – denne gang i en fornyet udgave med et endnu tættere afsæt i det originale filmmanuskript af Kim Larsen, Erik Balling og Henning Bahs. Og ikke mindst meget mere plads til Kim Larsens gyldne evergreens.

Executive kreativ producent, Thomas Langkjær glæder sig til, at Midt om Natten og de to skuespillere åbner op for den store Danmarks turné igen:^”Midt om Natten solgte 922.000 biografbilletter, da den fik premiere i 1984, og er dermed en af de mest sete danske biograffilm nogensinde. Jeg glæder mig derfor også enormt meget til, at vi endelig kan få turneen tilbage på sporet igen efter alt for mange Covid-19 afbrydelser, især nu hvor vi har fået to så enormt dygtige skuespillere med i castet. Og det er jeg sikker på, at publikum også gør.”

 

Anbefalet til dig