Når rustvognen langsomt ruller væk fra kirken, påbegynder den afdøde sin sidste rejse, et øjeblik dybt præget af sorg og eftertanke for de pårørende. Familie og venner står samlet i stilhed, indhyllet i minder og afskedens vemod.
Dette hellige øjeblik kræver omverdenens hensyn og respekt; et kortvarigt stop i livets travlhed, hvor vi anerkender sorgens dybde og den sidste ære, der gives. At give plads er en gestus af medmenneskelighed, en stille anerkendelse af livets skrøbelighed og fællesskabets bånd.
I Danmarks hovedstad, København, og over hele landet har en stigende mangel på respekt i trafikken forstyrret de øjeblikke, hvor familier og venner samles for at sige det sidste farvel til deres kære. Præsten Helena Hauge fra Davids Kirke på Indre Østerbro deler sin erfaring med disse øjeblikke af afsked, hvor den sidste rejse for den afdøde bliver en tid for eftertanke og samhørighed.
Men alt for ofte bliver denne stund brudt af utålmodige trafikanter, som ikke viser den fornødne respekt.
Det skriver FDM
Helena Hauge udtrykker, hvordan det føles at se rustvognen, der bærer en elsket person, forstyrres af bilister, der hastigt forsøger at manøvrere rundt i trafikken, selv når kirkeklokkerne endnu kimer. Denne mangel på hensynstagen er desværre blevet mere reglen end undtagelsen. Også cyklister og fodgængere bidrager til problemet, nogle gange endda ved at bryde igennem en samling af sorgfulde pårørende.
Solvejg Ritzau, en bedemand fra Østerbro, understøtter Hauge's observationer og tilføjer yderligere eksempler på respektløshed, som hun har været vidne til under begravelser. Fra folk, der ubetænksomt går igennem en forsamling af de sorgfulde, til cyklister, der ignorerer en rustvogns stille procession.
John Øfjord, en erfaren rustvognschauffør, deler sin frustration over, hvordan selv begravelsesfølger på motorvejen splittes af utålmodige bilister, til trods for lovens krav om at give fri passage. Denne mangel på respekt og forståelse for ceremoniens betydning og de pårørendes behov for ro og værdighed fremhæver et bredere problem med den moderne tids hast og individualisme.
Interessant nok noterer Hauge, at det ofte er nydanskere og udlændinge, som viser en dybere forståelse og respekt for disse stunder af sorg og afsked, hvilket peger på en kulturel forskel i tilgangen til død og respekt.
Denne mangel på hensyn i trafikken omkring begravelser og bisættelser udgør ikke kun et problem i København, men er et landsdækkende fænomen, der kræver en genovervejelse af vores fælles ansvar for at vise omtanke og respekt. Præsten, bedemanden, og chaufføren appellerer alle til en større bevidsthed omkring disse stille øjeblikke af afsked, hvor en smule tålmodighed og medfølelse kan gøre en stor forskel for de efterladte i deres sorgproces.
