I sidste uge måtte den administrerende direktør for Den Blå Planet erkende, at en af Danmarks mest populære attraktioner som følge af pandemien er tvunget i knæ og er i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Efter 15 måneder med nedlukninger, corona-restriktioner og ikke mindst en nedgang i antallet af gæster på mere end 60% i forhold til 2019 kæmper Den Blå Planet, Danmarks Akvarium på Amager nu for at overleve.
Derfor beder akvariet nu om hjælp. Det sker i en pressemeddelelse, som Den Blå Planet har offentliggjort fredag. Her fortælles det, at situationen er alvorlig for det internationalt anerkendte oplevelsesakvarium i Kastrup på Amager, der åbnede tilbage i 2013.
”Den økonomiske situation er meget alvorlig, og vi har på nuværende tidspunkt kun penge til yderligere 8 måneder”, udtaler CEO på Den Blå Planet Jon Diderichsen.
”Den Blå Planet er en stor turistattraktion i København, hvor mere end 60% af gæsterne er udenlandske turister, og de kom ikke i 2020, og det ser ikke ud til, at vi kan forvente, at de er tilbage før tidligst i 2022.”
Han fortsætter: ”På grund af kravene til en coronatest, der er mindre end 72 timer gammel, kommer de danske gæster heller ikke i samme antal som tidligere, så vi er helt nede på 35% af det normale antal gæster og med de kæmpestore faste omkostninger, vi har hver måned for at holde hele huset kørende, har vi svært ved at se lys for enden af tunnelen. Alene vores elregning er på 650.000 kr. om måneden. Som det ser ud nu, har vi penge til at køre driften videre til først i det nye år. Og hvis ikke vi får flere gæster herud eller får yderligere økonomisk støtte, så står vi i en situation, hvor vi må lukke og finde plads til dyrene andre steder. Vi gør naturligvis alt, hvad vi kan for at undgå, at vi ender i den situation.”
Beder danskerne om hjælp
Den Blå Planet tør ikke satse på hjælp fra politisk side, så uanset hvad må attraktionen selv forsøge at lokke endnu flere danskere ud til det smukke akvarium på Amager.
”Det vil være en katastrofe, hvis Den Blå Planet ikke kan fortsætte, dels fordi det bliver meget svært at komme af med dyrene, men også fordi der er tale om en så unik formidlings- og turistattraktion, som vi aldrig får etableret igen, det vil simpelthen være for dyrt og besværligt. Den Blå Planet, Danmarks Akvarium er sammen med en række andre store attraktioner også en stor og vigtig del af den danske identitet – attraktioner som vi er vokset op med, og som i den grad er bevaringsværdige,” udtaler Jon Diderichsen.
Den Blå Planet søsætter derfor i denne uge en proaktiv kampagne for at få flere danskere til at støtte op om attraktionens overlevelse ved at aflægge et besøg her i sommer, ligesom man også vil være opsøgende over for det private erhvervsliv for at få danske virksomheder og fonde til at støtte den ellers så populære turistattraktion.
”Vi håber virkelig på danskernes opbakning, så vi også er her næste år,” slutter den administrerende direktør fra Den Blå Planet. Som en del af kampagnen holder Den Blå Planet, Danmarks Akvarium åbent fra kl. 10-21 hver dag frem til d. 9. august.
Sådan kan man hjælpe
Akvariet har fremsendt en række forslag til, hvordan man kan hjælpe. De skriver:
"Hvad kan du som dansker gøre for at hjælpe Den Blå Planet:
- Kom og besøg os, vi har masser at byde på. Køb din online billet på Denblaaplanet.dk
- Donér penge til mad og pasning af vores ca. 21.000 dyr via MobilePay 435576
- Spred det gode budskab, så vi får endnu flere gæster her i sommer - så vi også er her til næste år
Hvad kan du gøre som virksomhed for at hjælpe Den Blå Planet:
- Køb gavekort til årskort/billetter til medarbejderne (skattefri oplevelsesgavekort). Skriv til booking@denblaaplanet.dk for at købe gavekort.
- Donér penge til mad og pasning af vores ca. 21.000 dyr via MobilePay 435576
- Afhold et eller flere events herude – vi kan arrangere alt fra bestyrelsesmøder til spændende foredrag. Kontakt booking@denblaaplanet.dk for mere information."