For mange danskere var han sikkert et ukendt ansigt, indtil han var med som dommer i den seneste sæson af det danske X Factor. Dog kender de fleste ét eller flere af den populære DJs musiknumre, der hitter verden over - men længe har han ikke været én, der blev genkendt på gaden.
Det er dog slut nu.
I X Factor var det især den gode kemi og de kærlige drillerier mellem 29-årige Martin Jensen og den garvede X Factor-dommer 58-årige Thomas Blachmann, som Martin Jensen blev kendt for.
Under X Factor dannede han par med sin forlovede Natasha Samsara Thompson, der også var med som stylist på programmet.
For knap et halvt år siden var Martin Jensen på knæ, da han på Maldiverne friede til Natasha, hvor svaret blev et ja.
Men nu er forlovelsen altså brudt, det bekræfter den 29-årige DJ og musikproducer overfor Ekstra Bladet, der i samme ombæring kan fortælle, at Natasha allerede er flyttet fra Danmark.
Parret boede sammen i indre København og har dannet par siden 2017.
Han forsikrer dog overfor avisen, at der ikke er sure miner mellem de to, der blot var to vidt forskellige steder i livet.
"Jeg tror bare lidt, vi er to forskellige steder i vores liv lige nu. Hun er flyttet til Danmark, og det kan godt være svært, når man forlader alle sine venner og sin familie. Og vi kan ikke få lov til at rejse," lyder det fra ham, inden han slår fast:
"Så der er ingen sure miner imellem os eller noget som helst. Alt er så fint, men det er bare ikke det, det skal være,"
Nyt koncept
Under corona har det været svært for musikere at komme ud og spille - men Martin Jensen har fundet en løsning, som gav ham denne mulighed, samtidig med at han holdte publikum hjemme.
Det afslørede han tidligere i år.
Koncerten blev holdt den 16. april, hvor Martin Jensen optrådte på taget af AKKC’s 35 meterhøje scenetårn, hvor der til lejligheden var opbygget en scene på midten af scenetårnets tag, der ellers ikke bliver brugt til koncerter. Scenetårnet er en del af Aalborgs skyline med udsigt til resten af Aalborg og Limfjorden, der snor sig gennem den nordjyske storby, fortalte AKKC i en pressemeddelelse.
Koncerten var en del af Martin Jensens Me, Myself Online-koncept, som tidligere har været forbi venues som Skovtårnet, Parken, Billund Lufthavn og senest ILLUM i København. For Martin Jensen er Me, Myself Online en måde at bidrage til samfundets coronahåndtering gennem sin musik ved at give danskerne mulighed for at have en fest i hjemmets trygge rammer.
Martin Jensen siger selv om koncerten:
”Me, Myself Online startede i 2020 med idéen om at give en helt unik liveoplevelse i hjemmets trygge rammer. Konceptet har for hvert show vokset sig større og større, og vi har nu flere hundredetusinde mennesker ved hvert show, som tuner ind til vores stream. Det er helt sindssygt, at det har taget så meget fart, og det er også derfor, jeg har ledt efter den rigtige partner for at give det største show nogensinde. AKKC er et oplagt valg, og jeg er så glad for, at de er med på idéen. Det her bliver det største, flotteste og mest sindssyge show i Me, Myself Online’s historie. Jeg glæder mig til at gå live den 16. april kl. 20 på Twitch!”