Bekræfter: Smider flere elever ud efter racistisk mobning

08/01/2021

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Nu bekræftes det, at to elever er blevet bortvist.

Mest læste i dag

Kort før jul blev Oure Efterskole bekendt med en sag, hvor en elev var blevet udsat for mobning og racisme af to andre elever, oplyser efterskolen fredag.

I en skrivelse på efterskolens hjemmeside, forklarer ledelse på skolen, at de derefter indledte et afklarende forløb med de involverede elever og forældre med et håb om at løse konflikten. Dette har ikke været muligt, og Oure Efterskole har i dag bortvist to elever. 

Efterskoleforstander Mette Romer Søborg undskylder forløbet i denne sag og er meget ked af, at det er endt her: 

”Vi er dybt berørte og tager denne sag meget alvorligt. Vi erkender, at der er foregået mobning og racisme mod en elev, som efterfølgende har valgt at melde sig ud af Oure. Det er aldrig den forurettede, der skal betale prisen for dårlig opførsel. Vi havde til det sidste håbet, at dialog var vejen frem, og at denne ville have hjulpet den forurettede elev. Det kan vi nu se ikke har været en mulighed, og derfor har vi valgt at bortvise de to elever, der har udøvet mobning og racisme, samtidig med, at vi undskylder for vores håndtering af sagen. 

At eleven, som har været udsat på mobning og racisme, har valgt at melde sig ud af Oure Efterskole, blev skolen først bekendt med i et Facebook-opslag fra elevens mor. Udmeldelsen har været afgørende for udfaldet af denne sag, fortæller Mette Romer Søborg. 

"Hele løsningen på denne sag står og falder med, at vi kan få drengene samlet i en dialog, hvor vi kan bruge de pædagogiske værktøjer, vi har på skolen. Det havde vi en tro på kunne lade sig gøre, men vi må erkende, at det var en fejlvurdering fra vores side”, siger efterskoleforstanderen. 

Skal være bedre

Oure Efterskole har 30 års erfaring i konflikthåndtering blandt unge mennesker. Det har dog ikke været nok til at handle ansvarligt i denne konflikt. Det tager skolen konsekvensen af og undskylder. Selvom de to elever nu er bortvist, er sagen langt fra slut, hvis man spørger efterskoleforstanderen:

”Vi tager mange erfaringer med os fra denne sag, og det er en, vi kommer til at arbejde meget med. Både blandt de ansatte på Oure og blandt eleverne. Vi vil arbejde målrettet på at skabe bedre og mere tolerante fællesskaber. Både på skolen, når vi har eleverne tilbage, men også online”, slutter Mette Romer Søborg. 

 

Anbefalet til dig