Statsminister Mette Frederiksen (S) kom tidligere i dag med en dyster melding om julen.
Det skete, da statsministeren besøgte Hjørring Gymnasium. Hjørring er en af de kommuner, der både er blevet hårdt ramt af minkaflivininger og den stramning af restriktioner i Nordjylland, der gik forud.
Statsministeren stillede i den forbindelse op foran pressen og svarede på spørgsmål. Det fortæller DR.
Her lykkedes det tv-kanalen at få Mette Frederiksen til at forholde sig til spørgsmålet, som de fleste danskere formentlig har skænket en tanke eller to. Nemlig om danskerne kan fejre jul, som de er vant til.
"Vi er ret bekymrede"
Statsministeren fortæller til DR, at det kan blive en reel mulighed at indføre yderligere tiltag mod corona inden jul. Det er særligt udviklingen i andre lande end Danmark, der bekymrer regeringen.
"Vi er ret bekymrede, når vi kigger ud i resten af verden og Europa med meget høje smittetal og meget høje dødsrater nu," siger statsminister Mette Frederiksen, inden hun uddyber:
"Jeg vil gerne forventningsafstemme og sige, at jeg ikke ser ind i en december, hvor jeg tror, vi kommer til at kunne lempe på restriktionerne. Tværtimod kan det være, at det nogle steder bliver nødvendigt at gøre noget mere. Det kan jeg i hvert fald ikke afvise, bliver nødvendigt."