Et nyt tiltag i Bilka skal gøre hverdagen lettere for kunderne
Lige nu læser andre
Jagtens tid på den perfekte avocado kan være ovre.
Bilka i Tilst har som den første danske dagligvarebutik taget en ny teknologi i brug, der skal hjælpe kunderne med at finde en avocado, der hverken er for hård eller for blød. Det fortæller Salling Group i en pressemeddelelse.
Hollandsk teknologi
Mellem frugterne i grøntafdelingen står nu en lille scanner, der ved hjælp af et kamera og avanceret billedanalyse kan afgøre, hvor moden en avocado er. På få sekunder får kunden besked om, hvorvidt frugten er “overmoden”, “bør spises om et par dage” eller “spiseklar”.
Teknologien er udviklet af den hollandske virksomhed OneThird og bliver nu testet i Danmark i samarbejde med Salling Group, der står bag Bilka, Føtex og Netto. Formålet er både at give kunderne bedre frugtoplevelser og at mindske madspild.
Stop med at klemme
Hos Salling Group håber man, at scanneren vil sætte en stopper for den velkendte frustration, når en avocado viser sig at være brun indeni. “Vi tror på, at vi er kommet et skridt nærmere at sikre kvalitet og smagsoplevelse for kunden med vores nye scanner,” siger indkøber Lennart Hinge.
Læs også
Scanneren kan samtidig aflaste medarbejdere og forbedre kvaliteten i butikkerne, fordi den giver et præcist billede af, hvilke frugter der er bedst egnede til salg. Samtidig kan den forhindre, at kunder klemmer på frugterne for at vurdere modenheden – en vane, der ofte ender med at beskadige dem.
Hvis forsøget i Bilka Tilst bliver en succes, planlægger Salling Group at indføre teknologien i flere butikker rundt om i landet.