Forretningskvinden Birgit Aaby er blandt andet kendt fra ‘Løvens Hule’, hvor hun var ‘løvinde’ i hele tre sæsoner.
Selvom man er en succesfuld forretningskvinde, så skal indkøbene stadig klares, og når det kommer til hvor indkøbene skal foregå, så har Birgit Aaby en klar favorit - nemlig Rema 1000.
Det skriver B.T.
Hun fortæller, at hun til hverdag handler i Rema 1000. Ifølge Birgit Aaby er det kombinationen af kvalitet og økonomi, der gør Rema 1000 til hendes yndlingssted:
“Jeg synes faktisk, at det er sådan en nærværs butik. De gør meget ud af at bruge lokale råvarer. Og så synes jeg, at det er billigt.”
Mens Aaby er nøje med sine udgifter, er der én ting, hun aldrig ville bruge penge på: en plastikpose.
Hun fortæller, at hun kun har købt én enkelt pose i løbet af året, og det skyldes, at hun var ude at gå og ikke ønskede at tage hjem for at hente en pose.
Forretningskvindens princip om at undgå plastikposer kan måske virke ekstremt for nogle, men for hende handler det om at følge sin overbevisning.
Birgit Aabys omkostningsbevidste tilgang til indkøb kommer også til udtryk, da hun fortæller til B.T., at hun for alt i verden undgår Irma.
Hun betragter Irma som alt for dyrt i forhold til, hvad man får for sine penge:
"Jeg synes bare, at det er så opreklameret og latterligt at gå ind og give det dobbelte for noget, som man kan få billigere et andet sted."