Selv kortvarig uopmærksomhed kan få alvorlige konsekvenser.
Det kan Janni Ree og kæresten, Jeppe Stokholm, skrive under på.
For nylig ankom de nemlig til Schweiz, hvor Jeppe bor, efter en længere køretur, men det, der skulle have været en hurtig afstigning fra bilen, endte i et rystende øjeblik, da parrets hund, Lola, pludselig blev trukket med af køretøjet.
Hendes lange hundesnor sad fast i bildøren, og da Jeppe startede bilen, opstod der panik hos den tidligere forsidefrue.
Sådan skriver Alt.
"Det værst tænkelige er sket for Lola. Vi er ankommet til Schweiz og skal ud af bilen i en fart, da Jeppe skal ned og handle inden butikkerne lukker. Jeg stiger ud af bilen og får lukket døren, men Lolas lange hundesnor har sat sig fast i døren," skriver Janni i et Instagram-opslag.
"Jeppe starter bilen uden at se, at Lolas snor hænger fast i døren, jeg skriger "stop, stop". Hele min krop stivner, og jeg når at tænke, at nu mister jeg Lola. Men så stopper Jeppe, og er selv i chok," tilføjer hun.
Heldigvis reagerede Jeppe hurtigt, inden situationen udviklede sig yderligere.
Kommer med opdatering
Det er nu ved at være en uges tid siden, at ulykken fandt sted, og nu har Janni opdateret offentligheden omkring, hvordan det står til.
"Lola er i bedring," skriver hun på Instagram, hvor hun tilføjer, at adskillige dyrehospitaler har fået besøg:
"Vi har siden været på adskillige dyrehospitaler i både Schweiz og Italien, men dagens glædelige budskab er, at Lola er i bedring, og at hendes små poter heler bedre, end vi først turde håbe på."
Janni slutter med at takke for de mange henvendelser, hun har fået.