Tidligere i dag kom det frem, at årets Sankthans-bål kunne være i fare. Grunden er, at den sidste tids høje temperaturer har gjort, at landet er knastørt. Det fik de kommunale beredskabschefer til at overveje, hvorvidt det var sikkert at stryge tændstikken på Sankthansbålet.
Nu er mødet færdig og der er faldet dom over, om der bliver rigtigt Sankthans i Danmark i år.
"Landets brandvæsener har i dag vurderet situationen omkring Sankt Hans og den lange forudgående periode med tørke og varme. Det seneste døgns udvikling i vejret har haft en positiv landsdækkende indvirkning på den ellers høje brandfare, ligesom de nyeste prognoser frem mod onsdag også er gode i den henseende," skriver Danske Beredskaber, inden de tillføjer:
"Derfor kommer der ikke noget afbrændingsforbud."
Husk det nu
Den nyhed falder formentlig på et tørt sted for de mange, der allerede har planlagt en hyggelig stund, når kalenderen torsdag i denne uge viser Sankthans.
"Brandvæsenerne har konstateret, at der er et for årstiden normalt aktivitetsniveau for bekæmpelse af naturbrande, og altså ikke en markant stigning på den front," oplyser Dansk Beredskaber.
"Samlet set betyder regnvejret, vejrprognoserne og udrykningstallet, at brandvæsenerne ikke vurderer, at der aktuelt er behov for begrænsninger omkring brug af åben ild, og Sankt Hans-bålene kan derfor afvikles over hele landet som planlagt på onsdag."
Det betyder dog ikke, at man skal glemme den sunde fornuft, og de gode råd for brug af åben ild gælder stadig, understreges det videre i teksten.