Mange har måtte ty til at aflyse store begivenheder som bryllupper, barnedåb og runde fødselsdage, nu hvor forsamlingsforbuddet igen er blevet strammet. Men det er ikke alle, som vælger at følge retningslinjerne og aflyse. I stedet finder flere familier som bor i Danmark en anden løsning - nemlig at rykke festen til Malmø, hvor corona-restriktionerne ikke er gældende. Det skriver B.T.
Behroz Amzehi ejer Admiralen som er beliggende i Malmø, Admiralen er et af Malmøs største kultur og eventhuse, hvor der er plads til at holde store fester. Behroz fortæller, at han har modtaget en del opkald fra danske familier, som ønsker at flytte deres store fester til Sverige.
Han fortæller, at han modtog omkring 12 opkald i kølvandet på, at forsamlingsforbuddet blev strammet. Det hører til sjældenhederne fortæller han.
Familierne som primært kontakter ham med henblik på at holde bryllup på Admiralen, er familier fra Afghanistan, Iran og de arabiske lande - men det er familier som bor i Danmark.
200 gæster til fest og dans
Han kan også fortælle, at det ikke er mere end fire uger siden, at der blev afholdt et brag af en bryllupsfest med 200 gæster. Værterne var en dansk familie, med afghansk baggrund.
Det var en fest, hvor der både kom gæster fra Danmark og fra Sverige. Familie, venner og klassekammerater var samlet,” fortæller Behroz.
Han fortæller at de selvfølgelig også tager deres forholdsregler på Admiralen, så der var blandt andet stillet håndsprit frem på bordene og så var der et krav om en meters afstand. Men han fortæller også, at kravene ikke i praksis blev overholdt til punkt og prikke. Blandt andet var det svært for gæsterne, at undgå nærkontakt under middagen og senere under dans og fest.
Netop disse store fester, ses som en af de store årsager til stor smittespredning i efterårets anden bølge af coronavirussen, derfor er de blevet forbudt i Danmark.