Nyheder24.dk
Forside Nyheder Boligpriserne brager op: Især disse boligejere har grund til at...

Boligpriserne brager op: Især disse boligejere har grund til at glæde sig

penge
Foto: Kamil Zajaczkowski/Shutterstock

Boligpriserne fortsætter med at stige, men især to steder i landet har de god grund til at glæde sig.

Lige nu læser andre

Boligmarkedet fortsatte med at stige markant i marts, hvor både huse og ejerlejligheder blev dyrere. Trods høje brændstofpriser og en usikker international situation med krigen mellem USA, Israel og Iran ser efterspørgslen efter boliger ikke ud til at være blevet dæmpet.

Nye tal viser ifølge Euroinvestor, at priserne på huse steg med 1,2 procent fra februar til marts. For ejerlejligheder var stigningen endnu højere med 1,9 procent.

Når der korrigeres for sæsonudsving, svarer det til prisstigninger på 0,7 procent for huse og hele 2,0 procent for lejligheder.

Særligt markedet for ejerlejligheder i de største byer fortsætter med at være meget aktivt. Ifølge chefanalytiker og boligøkonom i Nordea, Lise Nytoft Bergmann, er efterspørgslen stadig stærk i både København og Aarhus.

“Der er fortsat ikke noget, der tyder på, at ejerlejlighedsmarkedet er ved at bremse op. Priserne stiger stadig med raketfart i både København og Aarhus,” siger hun.

Læs også

Udviklingen har især været markant i hovedstaden, da prisen på en gennemsnitlig 3-værelses ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i Københavns Kommune i løbet af årets første tre måneder er  steget med 325.520 kroner. En sådan bolig koster nu i gennemsnit 5.891.360 kroner.

Ser man på tallene over en længere periode, er stigningerne endnu mere markante. Det seneste år er ejerlejligheder i København blevet omkring 25 procent dyrere, mens tallet over de seneste to år er steget med intet mindre end 41 procent.

Det betyder, at den gennemsnitlige ejer af en typisk 3-værelses lejlighed på to år har fået en skattefri værdistigning på næsten to millioner kroner. I marts 2024 kostede en tilsvarende lejlighed nemlig 3.915.360 kroner.

“Jeg kan godt undre mig over, at udviklingen kan fortsætte. Det er ikke usædvanligt, at mindre 2-værelses ejerlejligheder i de københavnske brokvarterer sælges for fire-fem millioner kroner,” siger Lise Nytoft Bergmann.

Også i Aarhus er lejlighedsmarkedet steget. Her er priserne i årets første kvartal steget med 6,3 procent, hvilket svarer til en gennemsnitlig prisstigning på 213.520 kroner.

Læs også

Husmarkedet har også fået en stærk start på året. I Region Hovedstaden er priserne på huse steget med 2,3 procent i årets første tre måneder, hvorfor et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter nu koster 5.455.660 kroner i regionen.

I Københavns Kommune er niveauet endnu højere, da køberne i marts skulle betale omkring 8.680.000 kroner for et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter.

Udviklingen på boligmarkedet er dog langt fra ens i hele landet. Mens priserne stiger kraftigt i og omkring de største byer, er markedet mere afdæmpet i andre dele af landet. På Lolland kan et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter f.eks. stadig købes for omkring 779.000 kroner.

Ads by MGDK