Hvis du havde planer om at skulle have en god bøf eller nogle lækre spareribs, så skal du ikke køre til Bone’s Restauranten i Aarhus C.
Restauranten meddeler nemlig på Facebook, at de er nødsaget til at lukke ned på grund af et coronaudbrud.
Derfor vil det ikke være muligt hverken i dag eller i morgen at spise på Bones i det centrale Aarhus.
På Facebook skriver Bone’s følgende:
“Kære gæst i Aarhus C. Vi er desværre nødsaget til at holde lukket i dag d. 27. juli samt i morgen d. 28. juli grundet Covid-19 udbrud blandt personale,” skriver restauranten der fortsætter:
“Alle gæster som har reserveret bord eller bestilt take away, vil blive kontaktet. Vi beklager ulejligheden og henviser til Bone's i Tilst i stedet,” lyder det fra Bone’s på Facebook.
Hvis ikke man kan holde sig, henvises man altså til Bone’s restauranten i Tilst. Kan man holde sig, så kan man atter besøge Bone’s restauranten i Aarhus C på søndag.