Borgere donerede penge til nødhjælp: I stedet blev de givet til privatskole i København

Af: Mie M.B

|

05/03/2025

Nyheder
Genrefoto. Foto: Drop of Light / Shutterstock.com
Genrefoto. Foto: Drop of Light / Shutterstock.com
Det indsamlede beløb var tiltænkt hårdtramte krigszoner, men en pæn slat endte et helt andet sted

Lige nu læser andre også

Foreningen Care for Others har gennem flere år samlet millioner ind til nødhjælpsarbejde i kriseramte områder som Gaza, Yemen og Syrien. Men en del af midlerne er ikke endt hos nødlidende, men i stedet blevet doneret til en skole i København. Det fortæller DR.

Regnskaber fra foreningen viser, at der fra 2021 til 2023 er blevet overført 782.000 kroner til Iværksætter-Akademiet for Børn og Unge – en privat skole, der ikke er registreret som folkeskole eller friskole og derfor ikke modtager offentlig støtte. Donationerne har fået Indsamlingsnævnet, som fører tilsyn med velgørenhedsindsamlinger i Danmark, til at gribe ind.

Michael Bo Hansen, jurist og chefkonsulent i brancheorganisationen FSR – Danske Revisorer, vurderer, at bidragsydere kan føle sig ført bag lyset. "Når man donerer til en forening, der samler ind til nødlidende i verden, forventer man ikke, at pengene går til en skole i København," siger han.

Indsamlingsnævnet bad allerede i 2022 foreningen redegøre for, hvordan donationerne til skolen kunne være forenelige med formålet. Svaret overbeviste ikke nævnet, der i 2024 slog fast, at midlerne ikke måtte bruges på skolen. På det tidspunkt var der dog allerede overført yderligere 607.000 kroner.

Foreningen har forsvaret sig med, at de handlede "i god tro", da de i lang tid ikke modtog svar fra myndighederne. De ændrede i 2024 deres indsamlingsformål for at inkludere skoleprojekter, men nævnet afviste, at det kunne retfærdiggøre støtte til en københavnsk skole.

Care for Others har siden stoppet samarbejdet med Iværksætter-Akademiet og erkender, at de burde have søgt en specifik indsamlingstilladelse. "Vi påtager os naturligvis ansvaret for fejlen," skriver foreningens bestyrelse i en mail til DR.

Anbefalet til dig